Henrik Ibsens skrifter: Kjærlighedens Komedie - NBO Ms.8° 955 (trykt eksemplar med rettelser)

Du er her:

Forsiden
Skuespill
Kjærlighedens Komedie
NBO Ms.8° 955 (trykt eksemplar med rettelser)

Kjærlighedens Komedie

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

[HIS: I øvre høyre hjørne står en overstrøket tekst: "SKANDINAV[E]RNES / BIBLI[O]TH[E]K [I] ROM". Det er mulig at teksten er skrevet ovenpå et stempel. Rammen rundt teksten er sannsynligvis tegnet for hånd. Noen tegn kan se ut til å være skrevet med minuskler (her markert i klammer).]

Kjærlighedens Komedie.

Komedie i tre Akter

af Henr[ik] Ibsen.

[Andet gjennemsete Udgave.]

[]
[]
[]

Faksimile

<...> [HIS: Flere sider er revet ut (inkl. deltittelblad og rolleliste).]

Faksimile

Første Akt.

Scenen forestiller en smuk Have med uregelmæssige men smagfulde Anlæg; i Baggrunden sees
Fjorden og Øerne udover. Tilvenstre for Tilskuerne Hovedbygningen med en Veranda og ovenover denne et
aabent Kvistvindu; tilhøjre i Forgrunden et aabent Lysthus med Bord og Bænke. Landskabet ligger i
stærk Aftenbelysning. Det er tidligt paa Sommeren; Frugttræerne blomstrer.

Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Anna og Frøken Skjære paa Verandaen, de to
Første med Haandarbejde, den Sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og
Styver; paa Bordet staar Punschmugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.

Falk

[(]reiser sig med hævet Glas og synger.[)]

Solglad Dag i hegnet Have

Skabtes Dig til Lyst og Leg;

Tænk ej paa, at Høstens Gave

Tidtnok Vaarens Løfter sveg.

Æbleblomsten, hvid og vakker,

Breder over Dig sit Tjeld, –

Lad den saa langs alle Bakker

Drysses vejrslaat næste Kvæld!

Kor af Herrerne

Lad den saa langs alle Bakker

o. s. v.

Falk

Hvad vil Du om Frugten spørge

Midt i Træets Blomstertid?

Hvorfor sukke, hvorfor sørge,

Sløvet under Slæb og Slid?

Hvorfor lade Fugleskræmmen

Klappre Dag og Natt paa Stang!

Glade Broder, Fuglestemmen

Ejer dog en bedre Klang!

Faksimile

Herrerne

Glade Broder, Fuglestemmen

o. s. v.

Falk

Hvorfor vil Du Spurven jage

Fra din rige Blomstergren!

Lad den før som Sangløn tage

Din Forhaabning en for en.

Tro mig, Du ved Byttet vinder,

Tusker Sang mod sildig Frugt;

Husk Moralen «Tiden rinder»;

Snart din Friluftslund er lukt.

Herrerne

Husk Moralen «Tiden rinder»

o. s. v.

Falk

Jeg vil leve, jeg vil synge,

Til den dør, den sidste Hækk;

Fej da trøstig Alt i Dynge,

Kast saa hele Stadsen væk.

Grinden op; lad Faar og Kviger

Gramse graadigt, hver som bedst;

Jeg [brød] Blomsten; lidt det siger,

Hvem der tar den døde Rest!

Herrerne

Jeg [brød] Blomsten; lidt det siger,

o. s. v.

[(]de klinker og tømmer Glassene.[)]

Falk

[(]til Damerne.[)]

Se, det var Visen, som De bad mig om; –

Bær over med den; jeg er tanketom.

Guldstad

Aa, hvad gjør det, naar bare Visen klinger.

Frøken Skjære

[(]ser sig om.[)]

Men Svanhild, som saa ivrig var især –?

Da Falk begyndte, fik med Et hun Vinger;

Nu er hun borte.

Faksimile

Anna

[(]peger mod Baggrunden.[)]

Nej hun sidder der.

Fru Halm

[(]med et Suk.[)]

Det Barn! Gud ved, naar jeg faar Skikk paa hende!

Frøken Skjære

Men sig, Herr Falk, mig syntes Visens Ende

Var mindre rig paa – saadan – Poesi,

Som ellers findes hist og her deri.

Styver

Ja, og det var dog ganske [visst] saa let[t],

At faa lidt mer mod Slutningen placeret.

Falk

[(]klinker med ham.[)]

Man kliner ind, lig Kidt i [revnet] Bræt,

Til den blir fed nok, spækket, marmoreret.

Styver

[(]uforstyrret.[)]

Ja det gaar glatt; jeg husker det saa godt

Ifra mig selv.

Guldstad

Hvad? Har De Musen redet?

Frøken Skjære

Min Kjæreste? Gud ja!

Styver

Aa kun saa smaat[].

Frøken Skjære

[(]til Damerne.[)]

Han er romantisk af sig.

Fru Halm

Jo, vi ved det!

Faksimile

Styver

Nu ikke mere; det er lang Tid siden.

Falk

Fernis og Romantik gaar af med Tiden.

Men forhen altsaa –?

Styver

Ja, det var nu i

Den Tid, jeg var forelsket.

Falk

Er da den forbi?

Jeg trode ej din Elskovsrus udsovet!

Styver

Nu er jeg jo officielt forlovet;

Det er jo mere end forelsket, veed jeg!

Falk

Ret saa, min gamle Ven, jeg holder med Dig!

Du avanceret har, bestaat det [s]væreste:

Forfremmelsen fra Elsker og til Kjæreste.

Styver

[(]med et behageligt Erindringssmil.[)]

Det er dog [sært]! Jeg skulde fast forsvoret

Mit Mindes Faktiskhed i dette Nu.

[(]vender sig til Falk.[)]

For syv Aar siden, – vil Du tro det Du?

Jeg gjorde Vers i Stil[l]hed paa Kontoret.

Falk

Du gjorde Vers – ved Pulten?

Styver

Nei, ved Bordet.

Guldstad

[(]slaar paa sit Glas.[)]

Silentium, nu har Kopisten Ordet!

Faksimile

Styver

Især om Aftningen, naar jeg var fri,

Jeg konciperte Remser Poesi,

Saa lange, som – ja to–tre brukne Ark.

Det gik!

Falk

Du gav din Muse blot et Spark,

Saa traved hun –

Styver

Ustemplet eller stemplet

Papir, se det var hende lige godt.

Falk

Saa Poesien flommed lige flot?

Men hør, hvorledes brød Du ind i Templet?

Styver

Ved Hjælp af Kjærlighedens Brækjern, Ven!

Med andre Ord, saa var det Frøken Skjære,

Min Kjæreste, som hun blev senere hen,

For dengang var hun –

Falk

Ret og slet din Kjære.

Styver

[(]vedblivende.[)]

Det var en sælsom Tid; min Jus jeg glemte;

Min Pen jeg spidsed ej, nej jeg den stemte,

Og naar den i Konceptpapiret rev,

Det klang som Melodi til hvad jeg skrev; –

[omsider] expederte jeg et Brev

Til hende – hun –

Falk

Hvis Kjæreste Du blev.

Styver

Tænk, samme Dato indløb hendes Svar;

Andragendet bevilget, – Sagen klar!

Faksimile

Falk

Og Du, Du følte Dig ved Pulten større;

Du havde bragt din Elskov paa det Tørre!

Styver

Naturligvis.

Falk

Og aldrig mer Du digted?

Styver

Nej, jeg har aldrig siden mærket Trang;

Det var med Et, som om mig Aaren svigted[;] []

Og naar jeg prøver nu en enkelt Gang

At sætte sammen blot et Nytaarsvers,

Saa kommer Rim og Versemaal paatvers,

Og, – jeg forstaar ej, hvad det stikker i, –

Men det blir Jus og ikke Poesi.

Guldstad

[(]klinker med ham.[)]

Og derfor er, min Sjæl, De lige god!

[(]til Falk.[)]

De tror nu Færgen over Lykkens Flod

Er bare til, for [ Dem ] at sætte over[;] []

Men se Dem for, ifald De Farten vover.

Hvad Deres Vise angaar, ved jeg ej

Om den poetisk er i alle Ender;

Men, hvordan end De Visen snor og vender,

Den har en slet Moral, det siger jeg.

Hvad skal man kalde slig Økonomi:

At lade alskens Fugle æde Karten

Før den faar Tid til moden Frugt at bli;

At lade Kjør og Faar faa [græsse] fri

Herinde saadan udpaa Sommerparten?

Jo, her blev vakkert næste Vaar, Fru Halm!

Falk

[(]reiser sig.[)]

Aa, næste, næste! Tanken er mig kvalm,

Som i det slappe Ord «det Næste» ligger, –

Faksimile

Det gjør hver Glædens Rigmand til en Tigger!

Hvis jeg som Sprogets Sultan maatte raade

En Time kun, det Silkesnoren fik,

Og skulde ud af Verden uden Naade,

Som b og g af Knudsens Grammatik.

[Styver.]

Hvad har D[u] da imod det [Haabets] Ord?

Falk

At det formørker os Guds fagre Jord.

«Vor næste Kjærlighed», «vor næste Viv»,

«Vort næste Maaltid» og «vort næste Liv», –

Se, den Forsynlighed, som heri ligger,

Den er det, som gjør Glædens Søn til Tigger.

Saalangt Du ser, forstygger den vor Tid,

Den dræber Nydelsen af Øjeblikket;

Du har ej Ro før Du faar Baaden vrikket

Imod «den næste» Strand med Slæb og Slid; []

Men er Du fremme, – mon Du da tør hvile?

Nej, Du maa atter mod et «Næste» ile.

Og saadan gaar det – fortvæk – udaf Livet, –

Gud ved, om bag et Stoppested er givet.

Fru Halm

Men fy, Herr Falk, hvor kan De tale saa!

Anna

[(]tankefuld.[)]

O, det han siger, kan jeg godt forstaa;

Der maa dog noget [s]andt paa Bunden være.

Frøken Skjære

[(]bekymret.[)]

Sligt maa min Kjæreste ej høre paa,

Han er excentrisk nok. – Aa hør, min Kjære;

Kom hid et Øjeblik!

Styver

[(]beskjæftiget med at rense sin Pibespids.[)]

Jeg kommer snart.

Faksimile

Guldstad

[(]til Falk.[)]

Ja, Et er mig dog idetmindste klart:

At De bør holde noget mer i Ære

Forsynligheden; – tænk Dem blot, ifald

De skrev et Digt idag og satte al

Den dyre Restbeholdning ind deri,

Som De paa Lager har af Poesi,

Og fandt, De [i]ntet havde mer tilbedste,

Naar De imorgen digtede det [n]æste[;] –

Da fik Kritiken Dem nok i Kalotten.

Falk

Jeg tvivler paa, den mærked Bankerotten;

Da [slentred] Arm i Arm Kritik og jeg

Gemytligt frem jo paa den samme Vej.

[(]afbrydende og med Overgang.[)]

Men sig mig, Lind, hvad gaar der dog af Dig?

Du sidder her den hele Tid saa sturen;

Studerer Du maaske Arkitekturen?

Lind

[(]tar sig sammen.[)]

Jeg? Hvorfor falder Du paa det?

Falk

Jo [visst;]

Du har ej Øjet fra Altanen hist.

Er det Verandastilens brede Buer,

Som Du med slig Dybsindighed beskuer[?]

Hvad heller Dørens kunstigt skaarne Hængsler,

Og Vindues[lugerne] med ditto Stængsler?

For [n]oget er det, som din Tanke fængsler.

Lind

[(]med et straalende Udtryk.[)]

Nei, Du tar Feil; jeg sidder her og lever.

Berust i Nuet [i]ntet mer jeg kræver.

Jeg har en Følelse, som om jeg stod

Med Verdens Rigdom drysset for min Fod!

Tak[k] for din Sang om Glædens Liv i Vaaren;

Faksimile

Den var som af mit eget Indre skaaren!

[(]hæver sit Glas og vexler et Blik med Anna, umærkeligt for de Øvrige.[)]

En Skaal for Blomsten, der den dufter smukt,

Foruden Tanke paa at vorde Frugt!

[(]drikker tilbunds.[)]

Falk

[(]ser paa ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let Tone.[)]

Vil mine Damer høre; det var Nyt!

Her har jeg letvindt gjort en Proselyt.

Igaar han gik med Salmebog i Lommen,

Idag han kjækt trakterer Digtertrommen. –

Man paastaar vel, at vi Poeter fødes;

Men stundom kan en Prosaist dog gjødes

Saa ubarmhjertigt, som en strasburgsk Gaas,

Med rimet Sludder og med metrisk Vaas,

Saa alt hans Indre, Lever, Sjæl og Kraas,

Naar ud det [k]rænges, findes ganske fuldt

Af lyrisk Ister og rethorisk Smult.

[(]til Lind.[)]

Men Tak[k] forresten for din gode Mening; –

Herefter slaar vi Harpen i Forening.

Frøken Skjære

Ja De, Herr Falk, De er vel flittig nu?

I landlig Ro, – her mellem Blomstergrene,

Hvor De kan færdes for Dem selv alene – –

Fru Halm

[(]smilende.[)]

Nej han er doven, saa det er en Gru.

Frøken Skjære

Jeg havde tænkt, De, som Fru Halms Logerende,

Var bleven rigtig stærkt poetiserende.

[(]peger ud til Høire.[)]

Det lille Havehus, bag Løvet gjemt,

Det ligger for en Digter saa bekvemt[;] []

Der synes mig, De maatte blive stemt – –

Faksimile

Falk

[(]gaar over mod Verandaen og læner sig med Armene paa Rækværket.[)]

Dækk mine Øjnes Spejl med Blindheds Skimmel,

Saa skal jeg digte om den lyse Himmel.

Skaff mig, om blot en Maanedstid paa Borg,

En Kval, en knusende, en Kjæmpesorg,

Saa skal jeg synge Livets Jubel ud.

Og helst, min Frøken, skaff mig blot en Brud,

Som er mig Alt, mit Lys, min Sol, min Gud.

Jeg har om den Ting supplicert Vorherre,

Men han har hidtil vist sig døv, desværre.

Frøken Skjære

Fy, det er jo frivolt!

Fru Halm

Ja hæsligt sagt!

Falk

Aa, De maa ikke tro det var min Agt

At gaa med hende under Arm paa [«]Kurland[»];

Nej, midt i Lykkens vilde Jubeljagt

Hun maatte gaa til Evighedens Urland.

Jeg trænger til lidt aandig Gymnastik,

Som jeg paa den Vis maaske grundigst fik.

Svanhild

[(]har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt
Udtryk.[)]

Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en Skjæbne;

Men naar den kommer, – bær den som en Mand.

Falk

[(]har vendt sig overrasket.[)]

Aa, Frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.

Men tror De ogsaa, at jeg stole kan

Paa Deres Bøn, som noget rigtigt Virkende?

Med Himlen, ser De, maa man omgaaes lirkende.

Jeg ve[]d jo nok, De Vilje har for To

Til mig at skille ved min Sjæ[le]ro;

Faksimile

Men om De ogsaa har behørig Tro,

Se, det er Sagen.

Svanhild

[(]mellem Spøg og Alvor.[)]

Vent til Sorgen kommer

Og gulner Livets lyse, grønne Sommer, –

Vent til den nager vaagen og i Drømme,

Saa kan om Styrken af min Tro De dømme.

[(]hun gaar over til Damerne.[)]

Fru Halm

[(]dæmpet.[)]

Men vil I To da aldrig holde Fred?

Nu har Du gjort Herr Falk for Alvor vred.

[(]vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus.[)]

Falk

[(]gaar efter en kort tankefuld Stilhed over til Lysthuset og siger hen for sig:[)]

Der lyste Vis[s]hed ud af hendes Blikke.

Mon jeg skal tro, som hun det tror saa trygt,

At Himlen vil –

Guldstad

Aa nei-Gud vil den ikke!

Den var da, med Respekt, og brav forrykt,

Om den effektuerte slige Ordres.

Nej ser De, gode Hode, – hvad der fordres,

Det er Motion for Arme, Ben og Kropp.

Ligg ikke her og glo i Løvet op

Den lange Dag; hugg Ved om ikke Andet.

Det maatte ogsaa være rent forbandet,

Om ikke inden fjorten Dage De

For Deres gale Nykker da var fri.

Falk

Jeg staar som Æslet, snørt i Valgets Baand;

Tilvenstre har jeg Kjød, tilhøire Aand;

Hvad var vel visest her at vælge først.

Faksimile

Guldstad

[(]idet han skjænker i Glassene.[)]

Først et Glas Punsch, det slukker Harm og Tørst.

Fru Halm

[(]ser paa sit Uhr.[)]

Men den er otte snart; nu tror jeg næsten

Det er paa Tiden vi kan vente Pr[e]sten.

[(]rejser sig og rydder op paa Altanen.[)]

Falk

Hvad? Skal her komme Pr[e]ster?

Frøken Skjære

Gud, ja [visst]!

Fru Halm

Det var jo det, som jeg fortalte sidst – []

Anna

Nej Moer, Herr Falk var ikke da tilstede.

Fru Halm

Naa, det er sandt. Men bliv dog ej saa trist;

Tro mig, af det Besøg De høster Glæde.

Falk

Men sig, hvem er han da, den Glædens Saamand?

Fru Halm

Aa Herregud, det er jo Pr[e]sten Straamand.

Falk

Ja saa. Jeg tror, at jeg har hørt hans Navn,

Og læst, at han skal ind og gjøre Gavn,

Som Storthingsmand, paa Politikens Marker.

Styver

Ja han er Taler.

Guldstad

Skade blot, han harker.

Frøken Skjære

Nu kommer han med Frue –

Faksimile

Fru Halm

Og med Arvinger –

Falk

At more dem i Forvejen lidt, de [h]ulde, –

For siden faar han begge Hænder fulde

Med svenske Spørgsmaal og med Statsraadsgarvinger;

Jo, jeg forstaar.

Fru Halm

Det er en Mand, Herr Falk!

Guldstad

Ja, i sin Ungdom var han nu en Skalk.

Frøken Skjære

[(]fornærmet.[)]

Naa saa, Herr Guldstad! Alt fra jeg var liden

Har jeg hørt tale dog med stor Respekt, –

Og det af Folk, hvis Ord har megen Vægt[,] –

Om Pr[e]sten Straamand og hans Livs Roman.

Guldstad

[(]leende.[)]

Roman?

Frøken Skjære

Roman. Jeg kalder [s]ligt romantisk,

Som ej af Hverdagsfolk vurderes kan.

Falk

De spænder min Nysgjærrighed gigantisk.

Frøken Skjære

[(]vedblivende.[)]

Men Gudbevars, der gives altid [v]isse,

Som af det [r]ørende sig lader hidse

Til Railleri! Det er jo velbekjendt

At her var En, som bare var Student,

Der var saa [frækk], saa ryggesløs, saa ussel,

At kriticere selve [«]William Russell.[»]

Faksimile

Falk

Men sig, er Oplandspræsten da et Digt,

Et kristent Drama eller noget [s]ligt?

Frøken Skjære

[(]rørt til stille Taarer.[)]

Nej Falk, – et Menneske, paa Hjerte rigt.

Men naar en [saa at sige] livløs Ting,

Kan foraarsage slige Ondskabssting

Og vække fæle Lidenskabers Mængde

Af slig en Dybde –

Falk

[(]deltagende.[)]

Og af slig en Længde –

Frøken Skjære

Saa vil, med Deres skarpe Blik, De snart

Begribe at –

Falk

Ja, det er ganske klart.

Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,

Det er Romanens Indhold og dens Art.

Jeg kan nok ane, det er noget [n]ydeligt;

Men hvis det lod sig sige i en Fart –

Styver

Jeg skal af Sagens Fakta extrahere

Det [v]igtigste.

Frøken Skjære

Nej, jeg erindrer [m]ere;

Jeg kan fortælle –

Fru Halm

Det kan ogsaa jeg!

Frøken Skjære

Aa nej, Fru Halm, nu er jeg alt paa Vej.

Ser De, Herr Falk, – han gjaldt, som Kandidat,

Faksimile

For et af Hovedstadens bedste Hoder,

Forstod sig paa Kritik og nye Moder –

Fru Halm

Og spillede Komedie privat.

Frøken Skjære

Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, –

Fru Halm

Og husk, hvor pent Historier han fortalte.

Frøken Skjære

Ja giv dog Tid; jeg kan det paa en Prikk.

Han skrev og komponerte selv Musik

Til Noget, som en – Forelægger fik;

Det kaldtes «Syv Sonetter til min Maren.»

Aa Gud, hvor sødt han sang dem til Guitaren!

Fru Halm

Ja det er vist, at han var genial!

Guldstad

[(]dæmpet.[)]

Hm, [s]omme mente nu, at han var gal.

Falk

En gammel Praktikus, som ikke henter

Sin Visdom blot af mugne Pergamenter,

Har sagt, at Kjærligheden gjør Petrarker

Saa let, som Fæ og Ladhed Patriarker.

Men hvem var Maren?

Frøken Skjære

Maren? Det var Hende, –

Hans Elskede, som snart De lærer kjende.

Hun var en Datter af et Kompagni –

Guldstad

Et Trælasthus.

Faksimile

Frøken Skjære

[(]kort.[)]

Ja, det maa Herren vide.

Guldstad

For det var hollandsk Last de gjorde i.

Frøken Skjære

Sligt hører til den trivielle Side.

Falk

Et Kompagni?

Frøken Skjære

[(]vedblivende.[)]

Som ejed store Grunker.

De kan vel tænke, hvor der Kur blev gjort;

Der meldtes Friere af første Sort –

Fru Halm

Og mellem dem saagar en Kammerjunker.

Frøken Skjære

Men Maren værged kjækt om Kvindens Ret.

Hun havde Straamand mødt i [«]Dramatiken[»]:

At se og elske ham, det var nu [ Et ] –

Falk

Og Bejlerskaren maatte staa i Stikken?

Fru Halm

Ja vil De tænke Dem den Romantiken!

Frøken Skjære

Og læg[g] saa til en gammel grusom Far,

Som bare gik omkring og skilte Hjerter[;] []

Jeg tror der ogsaa en Formynder var,

For endnu mer at øge deres Smerter.

Men hun blev ham og han blev hende tro;

De drømte sammen om et straatækt Bo,

Et snehvidt Faar, som kunde nære To –

Faksimile

Fru Halm

Ja i det højeste en liden Ko, –

Frøken Skjære

Kort sagt, som de for mig saa tidt erklærte,

En Bækk, en Hytte og hinandens Hjerte.

Falk

Ak ja! Og saa –?

Frøken Skjære

Saa brød hun med sin Slægt.

Falk

Hun brød –?

Fru Halm

Hun brød med den.

Falk

Se, det var kjækt.

Frøken Skjære

Og flytted til sin Straamand op paa Kvisten.

Falk

Hun flytted op! Foruden – saadan – Vielse?

Frøken Skjære

Aa fy!

Fru Halm

Fy Skam! Min salig Mand paa Listen

Staar blandt Forloverne –!

Styver

[(]til Frøkenen.[)]

Ja, din Fortielse

Af Faktum er det, som forvolder Tvisten.

I Referater har det megen Vægt

At ordne kronologisk og korrekt.

Men jeg kan aldrig faa det i mit Hode,

Hvor de kom af det –

Faksimile

Falk

[(]fortsættende.[)]

– thi man tør formode,

At Faar og Ko ej med paa Kvisten bode.

Frøken Skjære

[(]til Styver.[)]

Aa, Du skal vel betænke Et, min Gode:

Man trænger ej, hvor Kjærligheden troner;

To ømme Hjerter klarer sig med Lidt.

[(]til Falk.[)]

Han elsked hende til Guitarens Toner,

Og hun gav paa Klaveer Informationer –

Fru Halm

Og saa, forstaar sig, tog de paa Kredit –

Guldstad

Et Aar, til Handelshuset gik Fallit.

Fru Halm

Men saa fik Straamand Kald etsteds der nordpaa.

Frøken Skjære

Og i et Brev, jeg siden saa, han svor paa,

Han leved blot for Pligten og for hende.

Falk

[(]supplerende.[)]

Og dermed var hans Livs Roman tilende.

Fru Halm

[(]reiser sig.[)]

Ja nu jeg tror vi gaar i Haven ned;

Vi maa jo se, om vi dem har ivente.

Frøken Skjære

[(]idet hun tar Mantillen paa.[)]

Det er alt svalt.

Fru Halm

Ja, Svanhild, vil Du hente

Mit uldne Shavl.

Faksimile

Lind

[(]til Anna, ubemærket af de Øvrige.[)]

Gaa forud!

Fru Halm

Kom saa med!

[(]Svanhild gaar ind i Huset; de Andre, undtagen Falk, gaar mod Baggrunden og ud tilvenstre. Lind, der
har fulgt med, standser og kommer tilbage.[)]

Lind

Min Ven!

Falk

Iligemaade!

Lind

Haanden hid!

Jeg er saa glad; – jeg tror mit Bryst maa sprænges,

Ifald jeg ikke faar fortalt –

Falk

Giv Tid; []

Du skal forhøres først, saa dømmes, hænges.

Hvad er nu det for Adfærd? Lægge Skjul

For mig, din Ven, paa Skatten, Du har fundet[;] –

For tilstaa kun, Formodningen er grundet:

Du trukket har et Lod i Lykkens Hjul!

Lind

Ja, jeg har fanget Lykkens fagre Fugl!

Falk

Saa? Levende, – og ej i Snaren kvalt?

Lind

Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.

Jeg er forlovet! Tænk –!

Falk

.
[(]hurtigt.[)]

Forlovet!

Lind

Ja!

Faksimile

Idag, – Gud ved, hvor jeg tog Modet fra!

Jeg sagde, – aa, Sligt lar sig ikke sige;

Men tænk Dig, – hun, den unge smukke Pige,

Blev ganske blussende, – slet ikke vred!

Nej, kan Du skjønne, Falk, hvad jeg har vovet!

Hun hørte paa mig, – og jeg tror hun græd;

Det er jo gode Tegn?

Falk

Ja [visst]; bliv ved.

Lind

Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet?

Falk

Jeg maa formode det; men for at være

Aldeles trygg, saa raadspørg Frøken Skjære.

Lind

O nej, jeg ved, jeg føler det saa tryg[g]t;

Jeg er saa klar, saa sikker, uden Frygt.

[(]straalende og hemmelighedsfuldt.[)]

Hør[;] jeg fik Lov at holde hendes Haand,

Da hun tog Kaffetøjet bort fra Bordet!

Falk

[(]løfter sit Glas og tømmer det.[)]

Naa, Vaarens Blomster da i Eders Baand!

Lind

[(]ligesaa.[)]

Og det skal være højt og helligt svoret,

At jeg vil elske hende til min Død,

Saa varmt som nu[;] – ja, for hun er saa sød!

Falk

Forlovet! Derfor var det da, Du slang

Paa Hylden baade Loven og Profeterne.

Lind

[(]leende.[)]

Og Du, som trode, at det var din Sang –!

Faksimile

Falk

Min Ven, saa stærk en Tro har tidt Poeterne.

Lind

[(]alvorligt.[)]

Tro ellers ikke, Falk, at Theologen

Er fra min Lykkes Time dreven ud.

Der er den Forskjel kun, at ikke Bogen

Forslaar som Jakobsstige til min Gud.

Nu maa jeg ud og søge ham i Livet;

Jeg føler mig i Hjertet mere god,

Jeg elsker Straaet, Krybet for min Fod;

Det er jo ogsaa Del i Lykken givet.

Falk

Men sig mig nu –

Lind

Nu har jeg sagt det [h]ele, –

Min rige Gaade, som vi [t]re vil dele.

Falk

Ja, men jeg mener, har Du tænkt lidt fremad?

Lind

Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne Stund

Jeg lever i det vaarlige Sekund.

Jeg vender Øjet mod min Lykke hjemad;

Der holder Skjæbnens Tømmer jeg og hun.

Ej Du, ej Guldstad, – ja, ej selv Fru Halm

Tør sige til min friske Livsblomst: «Falm!»

Thi jeg har Vilje, hun har varme Øjne,

Og derfor maa den, skal den opad højne!

Falk

Ret[t] saa, min Broder, Dig har Lykken Brug for!

Lind

Mit Livsmod brænder lig en vilter Sang;

Jeg kjender mig saa stærk; laa der et Slug for

Min Fod, – hvor gabende, – jeg over sprang!

Faksimile

Falk

Det sige vil i simpelt Prosasprog:

Din Kjærlighed har gjort Dig til et Rensdyr.

Lind

Naa, – farer jeg med Renens vilde Tog,

Jeg ved, til hvem min Længselsfugl imens flyr!

Falk

Saa faar den alt imorgen til at flyve;

Du følger med Kvartetten jo tilfjelds.

Jeg lover for, Du trænger ingen Pels –

Lind

Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!

For mig er Højfjeldsluft i Dalens Bund;

Her har jeg Blomstersne og Fjordens Vidder,

Her har jeg Løvsalsang og Fuglekvidder,

Og Lykkens Huldre, – ja for her er [h]un!

Falk

Ak, Lykkens Huldre her i Akersdalen

Er sjelden, som en Elg; hold fast i Halen.

[(]med et Blik mod Huset.[)]

Hys, – Svanhild –

Lind

[(]trykker hans Haand.[)]

Godt; jeg gaar, – lad Ingen kjende,

Hvad der er mellem Dig og mig og [h]ende.

Tak[k] for Du tog min Hemlighed! Begrav den

I Hjertet, – dybt og varmt, som jeg Dig gav den.

[(]han gaar ud i Baggrunden til de Andre.[)]

[(]Falk ser et Øjeblik efter ham og gaar et Par Gange op og ned i Haven, under synlig Bestræbelse for at
bekjæmpe det Oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og
vil gaa mod Baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.[)]

Svanhild

[(]efter et kort Ophold.[)]

De ser saa vist paa mig –?

Faksimile

Falk

[(]halvt for sig selv.[)]

Ja der er Trækket;

I Øjets Sjø det skygger over Bunden, –

Det leger Skjul med Spottens Alf om Munden, –

Det er der.

Svanhild

Hvad? De gjør mig halvt forskrækket.

Falk

De heder Svanhild?

Svanhild

Ja, det ve[]d De vel.

Falk

Men ved De, Frøken, at det Navn er latterligt?

Gjør mig til Vilje; kast det bort ikveld!

Svanhild

Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –

Falk

[(]ler.[)]

Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –

[(]pludselig alvorlig.[)]

Hvorfor fik De sligt

Memento mori alt fra De var liden?

Svanhild

Er det da stygt?

Falk

Nej, dejligt som et Digt[] [HIS: Uklart om komma etter 'Digt' skal fjernes eller tydeliggjøres.]

Men altfor stort og stærkt og strængt for Tiden.

Hvor kan en Nutidsfrøken fylde ud

Den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?

Nej[,] – kast det bort, som et forældet Skrud.

Svanhild

De tænker nok paa Sagakongens Datter –

Faksimile

Falk

Som skyldfri knustes under Hestens Hov.

Svanhild

Men Sligt er jo forbudt i vor Tids Lov.

Nej højt i Sadlen! I min stille Tanke

Jeg drømte tidt mig baaren paa dens Rygg,

Jog ud i Verden vidt, jog kjæk og trygg,

Mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!

Falk

Ja det er gammelt. I den «stille Tanke»,

Der ændser [i]ngen af os Grind og Skranke,

Der ræddes [i]ngen for at bruge Sporen; –

I Gjerning holder vi os smukt til Jorden[;] –

Thi Livet er igrunden Hvermand kjært,

Og der er [i]ngen, som et Dødsspring vover.

Svanhild

[(]livligt.[)]

Jo, peg paa Maalet, og jeg sætter over!

Men da maa Maalet være Springet værd.

Et Kalifornien bag Ørkensandet, –

Hvis ikke, blir man hvor man er, i Landet.

Falk

[(]spottende.[)]

Naa, jeg forstaar Dem; det er Tidens Fejl.

Svanhild

[(]varm.[)]

Ja netop Tidens! Hvorfor sætte Sejl,

Naar ingen Luftning stryger over Fjorden?

Falk

[(]ironisk.[)]

Ja hvorfor slide Pidsken eller Sporen,

Naar ingen gylden Indsats staar som Skjænk

Til[l] den, der river sig fra Bord og Bænk

Og jager fremad, baaren højt i Sadlen?

Slig Færd for Færdens Skyld tilhører Adlen,

Faksimile

Og Adelsfærd i vor Tid kaldes Tant;

Saa var nok Meningen?

Svanhild

Ja, ganske sandt.

Se Pæretræet, som ved Gjærdet staar, –

Hvor det er goldt og blomsterløst iaar.

Ifjor De skulde seet, hvor det stod kjækt

Med Kronen krøget under Frugtens Vægt.

Falk

[(]noget uvis[s.] [)]

Det vil jeg tro; [] men hvad er deraf Læren?

Svanhild

[(]med Finhed.[)]

Aa, iblandt Andet[,] [] at det fast er frækt,

Naar vor Tids Zakarias kræver Pæren. []

Har Træet overblomstret sig ifjor,

Saa maa iaar ej fordres samme Flor.

Falk

Jeg vidste nok, De fandt det rette Spor igjen

I Romantiken – [bagud] i Historien.

Svanhild

Ja – vor Tids Dyd er af en anden Slags.

Hvem ruster sig for Sandhed nutildags?

Hvem er Personens Indsats vel tillags?

Hvor findes Helten?

Falk

.
[(]ser skarpt paa hende.[)]

Og hvor er Valkyrien?

Svanhild

[(]ryster paa Hovedet.[)]

Valkyrien [bruges] ej i dette Land!

Da Troen truedes ifjor i Syrien,

Gik De da did som Korsets svorne Mand?

Nej, paa Papiret var De varm som Taler, –

Og sendte [«]Kirketidenden[»] en Daler.

[(]Pause. Falk synes at ville svare[HIS: Kun rester av 'r' i 'svare'.], men holder inde og gaar opover i Haven.[)]

Faksimile

Svanhild

[(]betragter ham en Stund, nærmer sig og spørger blidt.[)]

Falk, er De vred?

Falk

Nei [visst]; jeg gaar og sturer, –

Se, det er [a]lt.

Svanhild

[(]med tankefuld Deltagelse.[)]

De er som to Naturer, –

To uforligte – –

Falk

Ja det ved jeg vel.

Svanhild

[(]hæftigt.[)]

Men Grunden!

Falk

[(]med Udbrud.[)]

Grunden? Jo, fordi jeg hader

At gaa omkring med frækt udringet Sjæl,

[lig] Godtfolks Kjærlighed i alle Gader, –

At gaa omkring med blottet Hjertevarme,

Som unge Kvinder gaar med nøgne Arme!

De var den Eneste, – De, Svanhild, De –

Saa tænkte jeg, – naa den Ting er forbi –

[(]vender sig efter hende, idet hnn gaar over mod Lysthuset og ser ud.[)]

De lytter –?

Svanhild

Til en anden Røst, som taler.

Hys! Hører De? Hver Kveld, naar Solen daler,

Da kommer flyvende en liden Fugl, –

Se der, – der kom den frem af Løvets Skjul – –

Ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,

Som her paa Jord blev nægtet Sangens Gave,

Hun fik af Gud en liden Fugl til Ven –

For [e]n [HIS: Usikkert om streken under ordet betyr at ordet ikke skal være sperret.] kun skabt og for den [e]nes Have.

Faksimile

Falk

[(]tager en Sten op fra Jorden.[)]

Da gjælder det, at Fugl og Ejer mødes,

Skal ej dens Sang i fremmed Have ødes.

Svanhild

Ja det er sandt; men jeg har fundet min.

Jeg fik ej Ordets Magt, ej Sangerstemme; []

Men kviddrer Fuglen i sit grønne Gjemme,

Det er som Digte daled i mit Sind – –

Nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –

[(]Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig.[)]

O Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!

[(]iler ud til Højre og kommer snart ind igjen.[)]

O det var syndigt, syndigt!

Falk

[(]i lidenskabeligt Oprør.[)]

Nej – kun Øje

For Øje, Svanhild, – ikkun Tand for Tand!

Nu faar De ingen Hilsen fra det [h]øje,

Og ingen Gave mer fra Sangens Land.

Se, det er Hævnen over Deres Værk!

Svanhild

Mit Værk?

Falk

Ja Deres! Indtil denne Time

Slog i mit Bryst en Sangfugl kjækk og stærk.

Se – nu kan Klokken over [b]egge kime, –

De har den dræbt!

Svanhild

Har jeg!

Falk

Ja, da De slog

Min unge, glade Sejerstro til Jorden –

[(]foragteligt.[)]

Da De forloved Dem!

Svanhild

Men sig mig dog –!

Faksimile

Falk

Aa ja, den Ting er sagtens i sin Orden;

Han tar Examen, faar sig strax en Stilling, –

Han gaar jo til[l] Amerika som Pr[e]st –

Svanhild

[(]i samme Tone[)]

Og arver nok en ganske vakker Skilling[;] –

Ja, for det er vel Lind De mener?

Falk

Bedst

Maa De vel vide –

Svanhild

[(]med et dæmpet Smil.[)]

Ja, som Brudens Søster

Bør jeg jo –

Falk

Gud! Det er ej Dem – –!

Svanhild

Som høster

Hin Lykkens Overflod? Ak nej desværre!

Falk

[(]med næsten barnlig Glæde[)]

Det er ej Dem! O, priset være Gud!

O, han er god og kjærlig dog, Vorherre!

Jeg faar ej se Dem som en [a]ndens Brud; –

Det var kun Smertens Lys han vilde tænde – –

[(]vil gribe hendes Haand.[)]

O hør mig, Svanhild, – hør mig –

Svanhild

[(]peger raskt mod Baggrunden[)]

Se derhenne!

[(]hun gaar henimod Huset. Fra Baggrunden kommer i det [s]amme Fru Halm, Anna, Frøken Skjære,
Guldstad, Styver og Lind. Under[HIS: 'U' i 'Under' er snudd.] det foregaaende Optrin er Solen gaaet ned; Landskabet ligger i Tusmørke.[)]

Fru Halm

[(]til Svanhild.[)]

Nu har vi Pr[e]stens lige paa Minuttet.

Hvor blev Du af?

Faksimile

Frøken Skjære

[(]efter et Blik paa Falk.[)]

Du synes saa betuttet.

Svanhild

Lidt [o]ndt i Hodet; det gaar over snart.

Fru Halm

Og endda gaar Du her med Haaret bart?

Hold Theen færdig; rydd saa op[p] i Stuen;

Pent maa her være, for jeg kjender Fruen.

[(]Svanhild gaar ind i Huset.[)]

Styver

[(]til Falk.[)]

Ved Du Besked om Pr[e]stens Politik?

Falk

Jeg tror ej han for Dyrtidstillæg stemmer.

Styver

Men dersom nu et lidet Vink han fik

Om Versene, som jeg i Pulten gjemmer?

Falk

Det muligt hjalp.

Styver

Ja gid, – for, tro Du mig,

Det kniber for os nu, vi Bo skal sætte[.]

De Elskovssorger, de er ikke lette.

Falk

Tilpas; hvad vilde Du paa den Gallej!

Styver

Er Elskov en Gallej?

Falk

Nej Ægteskabet,

Med Lænker, Trælleliv og Frihedstabet.

Faksimile

Styver

[(]da han ser at Frøken Skjære nærmer sig.[)]

Du kjender ej den Kapital, som bor

I Kvindens Tanker og i Kvindens Ord.

Frøken Skjære

[(]sagte.[)]

Tror Du Grossereren vil endossere?

Styver

[(] [gnaven] [] [)]

Jeg ved ej [visst] endnu; jeg skal probere.

[(]de fjerner sig i Samtale.[)]

Lind

[(]dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna.[)]

Jeg kan ej dy mig længer; i en Fart

Jeg forestille maa –

Falk

Du burde tie,

Og ingen [u]vedkommende indvie

I det, som eders er –

Lind

Naa, det var rart; –

For Dig, min Medlogerende i Huset,

Jeg skulde holdt min unge Lykke skjult!

Nej, nu, mit Hode har faat Haaret gult, – []

Falk

Nu vil Du gjøre Dig dit Hode kruset?

Ja, kjære bedste Ven, hvis det er Meningen,

Saa skynd Dig blot og deklarer Foreningen!

Lind

Det har jeg ogsaa tænkt af flere Grunde,

Og deriblandt er en især af Vægt;

Sætt for Exempel, at her findes kunde

En Kurtisør, som lusked om fordækt; []

Sætt at hans Hensigt traadte frem paatageligt,

Som Frieri; det var dog ubehageligt.

Faksimile

Falk

Ja det er sandt; jeg havde ganske glemt,

Du var til noget [ [h]øjere ] bestemt.

Som Elskovs Fripr[e]st staar Du [ midlertidigt ] [;]

Sent eller tidligt skal der avanceres;

Men det er selv mod Skikk og Vedtægt stridigt,

Om allerede nu Du ordineres.

Lind

Ja dersom ej Grossereren –

Falk

Hvad han?

Anna

[(]undselig.[)]

Aa det er [n]oget, Lind kun ind sig bilder.

Lind

Sig ikke det; det aner mig han skiller

Mig ved min Lykke, naar og hvor han kan.

Den Fyr er jo en daglig Gjæst herude,

Er rig og ugift, fører jer omkring;

Kort sagt, min Elskte, der er tusind Ting,

Som ej kan andet os end [o]ndt bebude.

Anna

[(]med et Suk.[)]

O det var Synd; her var saa godt idag.

Falk

[(]deltagende til Lind.[)]

Ja slipp ej Lykken for en rodløs Grille;

Vent i det [l]ængste før Du toner Flag.

Anna

Gud! Frøken Skjære ser paa os; ti stille!

[(]hun og Lind fjerner sig til forskjellige Kanter.[)]

Falk

[(]ser efter Lind.[)]

Der gaar han til sin Ungdoms Nederlag.

Faksimile

Guldstad

[(]som imidlertid har staaet ved Trappen i Samtale med Fru Halm og Frøken Skjære, nærmer sig og slaar ham
paa Skuldren.[)]

Naa, staar man her og grunder paa et Digt?

Falk

Nej, paa et Drama.

Guldstad

Det var da som Fanden; –

Jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.

Falk

Nej dette her er ogsaa af en [a]nden,

En Ven af mig, ja af os [b]eggeto; –

En fejende Forfatter kan De tro.

Tænk Dem, fra Middagstider og til Kveld

Han digtet har en hel Idyl tilende.

Guldstad

[(]polidsk.[)]

Og Slutningen er god?

Falk

De ved da vel

At Tæppet falder først – med Ham og Hende.

Men det er blot en Del af Trilogien;

Bagefter kommer nok Forfattersvien,

Naar Nummer To, Forlovelsens Komedie,

Skal digtes gjennem lange Akter fem,

Og Stoffets Traad skal spindes ud af dem

Til Ægteskabets Drama, som det Tredje.

Guldstad

[(]smilende.[)]

Man skulde tro Forfatterlyst var smitsom.

Falk

Saa? Hvorfor det?

Guldstad

Jeg mener forsaavidtsom

Jeg ogsaa gaar og grunder paa en Digtning, –

[(]hemmelighedsfuldt.[)]

En faktisk en, – foruden alskens Svigtning.

Faksimile

Falk

Og hvem er Helten, om man spørge tør?

Guldstad

Det siger jeg imorgen, – ikke før.

Falk

Det er Dem selv!

Guldstad

Tror De, som slig, mig duelig?

Falk

En bedre Helt var sikkert ikke mulig.

Men nu Heltinden? Hun skal sagtens hentes

Fra Landets Friluft, ej fra Byens Kvalm?

Guldstad

[(]truer med Fingeren.[)]

Hys, – det er Knuden og med den maa ventes! –

[(]slaar over i en anden Tone.[)]

Sig mig, hvad synes De om Frøken Halm?

Falk

Aa hende kjender De vist meget bedre;

Min Dom kan hverken skjæmme eller hædre. –

[(]smilende[)]

Men vogt Dem bare, at det ej gaar galt

Med dette «Digt», hvorom De har fortalt.

Sætt at jeg kunde Deres Tillid svige

Og omkalfatre Udfald og Intrige.

Guldstad

[(]godmodigt.[)]

Naa ja, saa vilde jeg mit Amen sige.

Falk

Det er et Ord?

Guldstad

De er jo Mand af Faget;

Det var jo dumt, om Deres Hjælp blev vraget

Af [e]n, der regnes maa til Fuskerlaget.

[(]gaar op mod Baggrunden.[)]

Faksimile

Falk

[(]i Forbigaaende til Lind.[)]

Du havde Rett; Grossereren gaar om

Med Morderplaner mod din unge Lykke.

[(]fjerner sig.[)]

Lind

[(]dæmpet til Anna.[)]

Der kan Du se, at ej min Frygt var tom;

Vi maa paa Timen ud med Sproget rykke.

[(]de nærmer sig Fru Halm, der tilligemed Frøken Skjære staar ved Huset.[)]

Guldstad

[(]i Samtale med Styver.[)]

Et dejligt Vejr ikveld.

Styver

Aa ja saamen,

Naar man er oplagt –

Guldstad

[(]spøgende.[)]

Er der galt paafærde

Med Deres Kjærlighed?

Styver

Ej just med den –

Falk

[(]der er kommen til.[)]

Men med Forlovelsen?

Styver

Det kunde være.

Falk

Hurra; Du er da ikke blank og bar

For Poesiens Smaamynt, kan jeg høre!

Styver

[(]stødt.[)]

Jeg skjønner ej, hvad Poesien har

Med mig og min Forlovelse at gjøre.

Faksimile

Falk

Du skal ej skjønne det; hvis Elskov grunder

Sit eget Væsen ud, da gaar den under.

Guldstad

[(]til Styver.[)]

Men er det noget, som kan rettes paa,

Saa ud med det.

Styver

Ja jeg har hele Dagen

Funderet paa at foredrage Sagen,

Men kan ej frem til Konklusjonen naa.

Falk

Jeg hjælper Dig og skal mig fatte kort:

Alt fra Du op til Kjæreste var rykket,

Saa har Du følt Dig, saa at sige, trykket –

Styver

Ja det til sine Tider endog haardt.

Falk

[(]vedblivende.[)]

Har følt Dig svært betynget af Forpligtelser,

Som Du gav Fanden, hvis det blot gik an;

Se det er Tingen.

Styver

Hvad er det for Sigtelser!

Jeg har fornyet som en punktlig Mand;

[(]henvendt til Guldstad.[)]

Men mere kommer til i næste Maaned;

Naar man sig gifter, faar man jo en Kone –

Falk

[(]glad.[)]

Nu er paany din Ungdomshimmel blaanet;

Det var en Gjenklang af din [Sangtids] Tone!

Saa skal det være; jeg forstod det strax;

Du trængte blot til Vinger og en Sax!

Faksimile

Styver

En Sax!

Falk

Ja, Viljesaxen, for at klippe

Hvert Baand itu, saa bort Du kunde slippe,

Og flyve ud –

Styver

[(]i Vrede.[)]

Nej nu blir Du for grov!

At sigte mig for Brudd paa Statens Lov!

Jeg skulde tænke paa at absentere mig?

Sligt er jo Attentat paa at blamere mig, –

Verbalinjurier!

Falk

Men er Du gal!

Hvad er din Mening da? Saa tal dog, – tal!

Guldstad

[(]leende til Styver.[)]

Ja, selv De kommer til at klare Tanken;

Hvad handles om?

Styver

[(]griber sig sammen.[)]

Et Laan i Sparebanken.

Falk

Et Laan!

Styver

[(]hurtigt til Guldstad.[)]

Ja egentlig en Endossent

For hundred Daler eller saa omtrent.

Frøken Skjære

[(]der imidlertid har staaet hos Fru Halm, Lind og Anna.[)]

Aa nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!

Guldstad

Hvad er der nu!

[(]gaar hen til Damerne.[)]

Faksimile

Styver

Det var da ubelejligt.

Falk

[(]slaar overgivent Armen om hans Nakke.[)]

Hurra; Trompetens Lyd forkynder sødt,

At Dig en Broder er i Amor født!

[(]drager ham med sig til de Andre.[)]

Frøken Skjære

[(]overvældet, til Herrerne.[)]

Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har faat hende!

Nu er de Kjærester!

Fru Halm

[(]med Rørelsens Taarer, medens Parret ønskes tillykke.[)]

Det er den Ottende,

Som gaar forsørget ud fra dette Hus[ ; – ˹; –˺ ]

[(]rettet mod Falk.[)]

Syv Søsterdøttre, – alle med Logerende – –

[(]angribes for stærkt og holder Tørklædet for Øjnene.[)]

Frøken Skjære

[(]til Anna.[)]

Naa her vil komme nok af Gratulerende!

[(]kjæler for hende og er bevæget.[)]

Lind

[(]griber Falks Hænder.[)]

Min Ven, jeg gaar som i en salig Rus!

Falk

Hys; – som forlovet Mand Du Medlem er

Af [ Salighedens ] Maadeholdsforening;

Lyd Laugets Love; – ingen Orgier her!

[(]vender sig til Guldstad med et Anstrøg af ondskabsfuld Deltagelse.[)]

Naa, Herr Grosserer!

Guldstad

[(]fornøjet.[)]

Efter min Formening

Spaar dette Lykke for dem [b]eggeto.

Faksimile

Falk

[(]ser studsende paa ham.[)]

De bær jo Sorgen med prisværdig Ro.

Det glæder mig.

Guldstad

Hvad mener De, Højstærede?

Falk

Jeg mener blot, at eftersom De nærede

Forhaabning for Dem selv –

Guldstad

Saa? Gjorde jeg?

Falk

Ja idetmindste var De nær paa Vej;

De nævnte Frøken Halm; her stod De jo

Og spurgte –

Guldstad

[(]smilende.[)]

Ja, – men er der ikke To?

Falk

Det er – den Anden, Søsteren, De mener!

Guldstad

Ja, Søsteren, den Anden, – netop hende.

Lær denne Søster nærmere at kjende,

Og døm saa selv, om ikke hun fortjener

At lægges Mærke til en Smule mer,

End her i Huset nu for Tiden sker.

Falk

[(]koldt.[)]

Hun har vist alle gode Egenskaber.

Guldstad

Just ikke alle; Selskabstonen har

Hun ej det rette Greb paa; der hun taber –

Faksimile

Falk

Ja det er slemt.

Guldstad

Men hvis Fru Halm blot tar

En Vinter til det, vædder jeg hun viger

For ingen [a]nden.

Falk

Nej, den Ting er klar.

Guldstad

[(]leende.[)]

Ja, det er mærkeligt med unge Piger!

Falk

[(]lystig.[)]

De er som Vinterrugens Sæd at se:

De spirer uformærkt i Frost og Sne.

Guldstad

Fra Jul er Balsalonen deres Hjem –

Falk

Der gjødsles med Skandaler og med Blamer –

Guldstad

Og naar saa Foraarsvarmen bryder frem –

Falk

Saa skyder op smaabitte grønne Damer!

Lind

[(]træder til og griber Falks Hænder.[)]

Hvor klogt jeg gjorde; over al Forstand –

Jeg føler mig saa lykkelig og sikker!

Guldstad

Se der er Kjæresten; fortæll hvordan

Man sig som nyforlovet Elsker skikker!

Lind

[(]ubehageligt berørt.[)]

Sligt drøftes nødigt med en Tredjemand.

Faksimile

Guldstad

[(]spøgende.[)]

I slet Humør! Jeg skal til Anna klage.

[(]nærmer sig til Damerne.[)]

Lind

[(]ser efter ham.[)]

Hvor kan man sligt et Menneske fordrage!

Falk

Du tog forresten Fejl af ham, –

Lind

Ja saa?

Falk

Det var ej Anna, som han tænkte paa.

Lind

Hvad! Var det Svanhild?

Falk

Ja, det ved jeg ikke.

[(]med et lunefuldt Udtryk.[)]

Tilgiv mig, Martyr for en fremmed Sag!

Lind

Hvad mener Du?

Falk

Sig, har Du læst idag

Avisen?

Lind

Nej.

Falk

Jeg skal Dig Bladet skikke;

Der staar om [e]n, som fik, paa Skjæbnens Bud,

Sin gode friske Kindtand trukke[t] ud,

Fordi en [Fætter] af ham led af Tandværk.

Faksimile

Frøken Skjære

[(]ser ud til Venstre.[)]

Der kommer Pr[e]sten!

Fru Halm

Vil De se hvor mandstærk!

Styver

Fem, sex, syv, otte Børn –

Falk

Det var ubændigt!

Frøken Skjære

Uf, [s]ligt maa næsten kaldes uanstændigt!

[(]Man har imidlertid hørt en Vogn standse udenfor til Venstre. Pr[e]sten, hans Kone og otte Smaapiger,
alle i Rejsetøj, kommer ind En for En.[)]

Fru Halm

[(]iler de Kommende imøde.[)]

Velkommen, hjerteligt velkommen!

Straamand

Takk!

Fru Straamand

[]

Her er vist Gjæstebud –

Fru Halm

Aa, hvilken Snakk!

Fru Straamand

For gjør vi Bryderi –

Fru Halm

Nej ingenlunde;

De kommer saa tilpas, som tænkes kunde;

Min Datter Anna blev forlovet just.

Straamand

[(]ryster Annas Haand med Salvelse.[)]

Saa lad mig vidne; – Elskov, – Kjærligheden –

Faksimile

Det er en Skatt, som ikke Møll og Rust

Fortære kan, – hvis der er [n]oget ved den.

Fru Halm

Men hvor det dog var [smukt,], De tog de Smaa

Herind til Byen med Dem.

Straamand

Fire Spæde

Vi har foruden disse her.

Fru Halm

Ja saa[?]

Straamand

Tre af dem er for smaa til allerede

At fatte Tabet af en kjærlig Fader

I Storthingstiden.

Frøken Skjære

[(]til Fru Halm, idet hun tager Farvel.[)]

Nu jeg Dem forlader.

Fru Halm

Aa, hvorfor vil De alt saa tidligt gaa?

Frøken Skjære

Jeg maa til Byen og fortælle Nyheden;

Hos Jensens ved jeg man gaar sent til Ro;

Jo, Tanterne blir glade, kan De tro.

Min søde Anna, skill Dig nu ved Blyheden; –

Imorgen er det Søndag[;] [] Gratulanter

Vil strømme over Dig fra alle Kanter!

Fru Halm

Godaften da!

[(]til de Øvrige.[)]

De har vel ej imod

En Draabe The? Fru Straamand, vær saa god!

Faksimile

[(]Fru Halm, Straamand, hans Kone og Børn, samt Guldstad, Lind og Anna gaar ind i Huset.[)]

Frøken Skjære

.
[(]idet hun tager sin Kjærestes Arm.[)]

Nu vil vi sværme! Styver, ser Du hist,

Hvor Luna sidder svømmende paa Thronen!

Nej, men Du ser jo ikke!

Styver

.
[(]tvær.[)]

Aa jo vist;

Jeg tænkte bare paa Obligationen.

[(]de gaar ud til Venstre. Falk, der under det Foregaaende ufravendt har betragtet Straamaud og hans Kone
blir alene tilbage i Haven. Det er nu fuldkommen Aften; inde i Huset er tændt Lys.[)]

Falk

Alt er som afbrændt, dødt[;] – en trøstløs Jammer –!

Slig gaar man gjennem Verden, To og To;

Tilhobe staar de, som de sorte Stammer,

En Skogbrand levned paa den øde Mo; –

Saa langt, som Synet rækker, er kun Tørke, –

O, bringer Ingen Livets friske Grønt!

[(]Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ,[HIS: Svakt komma.] som hun sætter paa Rækværket.[)]

Jo En – jo En –!

Svanhild

Falk! Staar De her i Mørke?

Falk

Og er ei rædd? Nej, Mørket er just skjønt.

Men sig mig, ræddes ikke [ De ] derinde,

Hvor Lampen lyser paa de gustne Lig –

Svanhild

O fy!

Falk

. [
(ser efter Straamand, som viser
sig V ved Vinduet.) ]

Han fordum var paa Mod saa rig[;]

Han stred med Verden om en elsket Kvinde[;]

Som Vedtægts Kirkestormer Manden gjaldt,

Hans Kjærlighed slog ud i glade Sange –!

Se paa ham nu! I Kisteklæder lange[,] –

Et Tobensdrama om hvor dybt han faldt[!]

˹ <...> ˺ Og Fruentimret med det [] Skjørt, ˹slunkne˺

Faksimile

Med skjæve Sko, som klasker under Hælene,

Hun er den Vingemø, som skulde ført

Ham ind til Samfundsliv med Skjønhedssjælene.

Hvad er igjen af Flammen? Neppe Røgen!

Sic transit gloria amoris, Frøken!

Svanhild

Ja det er usselt, usselt dog, det [h]ele;

Jeg ved ej [n]ogens Lod, jeg vilde dele.

Falk

[(]rask.[)]

Nu vel; vi To gjør Oprør mod en Orden,

Som ej Naturens er, men kunstigt skabt!

Svanhild

[(]ryster paa Hovedet.[)]

Da, tro De mig, vort Forbunds Sag var tabt,

Saa [visst], som det, vi træder paa, er Jorden.

Falk

Nej, der er Sejr, hvor To gaar frem i Enighed.

Vi vil ej sogne mer til Platheds Kirke,

Som Led af Trivialitetens Menighed!

Se, Maalet for Personlighedens Virke

Er dog at staa selvstændig, sand og fri.

Det svigter ikke jeg og ikke De.

Et Sjæleliv i Deres Aarer banker,

De ejer varme Ord for stærke Tanker,

De vil ej taale Formens Snørliv lagt

Om Deres Hjerte, frit maa det pulsere;

De fik ej Stemme til at sekundere

I Fælleskoret efter Vedtægts Takt.

Svanhild

Og tror De ikke Smerten mangengang

Mit Syn har mørknet og gjort Barmen trang?

Jeg vilde bryde mine egne Veje – []

Falk

Ja i den stille Tanke?

Faksimile

Svanhild

Nej, i Daad.

Men saa kom Tanterne med gode Raad, –

De skulde Sagen drøfte, granske, veje – –

[(]nærmere.[)]

Den stille Tanke, siger De; nej kjækt et

Forsøg jeg vovede – som Malerinde.

Falk

Og saa?

Svanhild

Det glapp, thi Evnen var mig nægtet;

Men Frihedstrangen lod sig ikke binde;

Bag Stafeliet søgte den Theatret –

Falk

Den Plan blev sagtens ogsaa omkalfatret?

Svanhild

Ja efter Forslag af den ældste Tante;

Hun foretrak en Plads som Gouvernante – –

Falk

Men dette her har Ingen før mig sagt!

Svanhild

Naturligvis; de tog sig vel iagt.

[(]med et Smil.[)]

De frygted nok, «min Fremtid» skulde lide,

Hvis unge Herrer fik den Sag at vide.

Falk

[(]ser en Stund paa hende med tankefuld Deltagelse.[)]

Jeg ante længst, at Deres Lod blev slig. –

Jeg mindes grant, da førstegang jeg saa Dem,

Hvor lidt De tyktes mig de Andre lig,

Og hvor fast [i]ngen evned at forstaa Dem.

Om Bordet sad det pyntelige Lag,

Hvor Theen dufted, – Passiaren surred,

Mens Frøkner rødmed og mens Herrer kurred,

Faksimile

Lig tamme Duer paa en lummer Dag.

Religionens og Moralens Sag

Blev talt af modne Møer og Matroner,

Og Husligheden prist af unge Koner,

Mens De stod ensom, lig en Fugl paa Tag.

Og da saa Sladderen tilslutt var steget

Til Thevandsbakkanal og Prosasvir, –

Da skinned De, som Sølvet, vægtigt præget,

Imellem stemplet Kobber og Papir.

De var en Mynt ifra et fremmed Rige,

Blev her beregnet efter anden Kurs,

Var neppe gangbar i en kvik[] Diskurs

Om Vers og Smør og Kunst og mer deslige.

Da – just som Frøken Skjære havde Ordet –

Svanhild

[(]med et alvorligt Anstrøg.[)]

Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,

Og bar sin Hatt paa Armen lig et Skjold –

Falk

Da nikked Deres Moder over Bordet:

«Drikk, Svanhild, førend Theen bliver kold.»

Og De drak Theen ud, den lunkne, vamle,

Som den blev nydt af Unge og af Gamle.

Men Navnet tog mig i det samme Nu;

Den vilde Vølsungsaga med sin Gru,

Med sine faldne Ætters lange Række,

Mig tyktes ind i vor Tid sig at strække;

Jeg saa i Dem en Svanhild Nummer To,

I andre Former, efter Tiden lempet.

Bag Reglens Løgnflag er forlænge kjæmpet,

Nu fordrer Fylkingen Forlig og Ro;

[ Men haanes Loven i ] en Samtids Brøde,

Da maa for Slægtens Synd en [s]kyldfri bløde.

Svanhild

[(]med let Ironi[)]

Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,

Saa blodige, fik Liv i Thevandsdunst;

Faksimile

Men det er sagtens Deres mindste Kunst

At høre Aanders Røst, hvor Aanden tier.

Falk

[(]bevæget.[)]

Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres Spott

Der glittrer Taarer, – o, jeg ser det godt.

Og jeg ser mer; er De i Støvet traadt,

Og æltet til et Ler, hvis Form ej huskes,

Da skal af hver en Tusindkunstner fuskes

Med Modellerkniv plumpt og dumt og raat.

Vorherres Gjerning Verden plagierer,

Den skaber Dem paany – i eget Billed;

Den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.

Og er De slig paa Postamentet stillet,

Da jubler den: Se [ nu ] er hun normal!

Se hvilken plastisk Ro; som Marmor sval!

Bestraalt af Lys fra Lampen og fra Kronen

Hun passer dejligt til Dekorationen!

[(]griber lidenskabelig hendes Haand.[)]

Men skal De aandigt dø, da lev forinden!

Vær min i Herrens vaarlige Natur;

De kommer tidsnok i det gyldne Bur.

Der trives Damen, men der sygner Kvinden,

Og ene hende elsker jeg i Dem.

Lad Andre faa Dem i det nye Hjem;

Men her, her sprang min første Livsvaar ud, –

Her skjød mit Sangertræ de første Skud,

Her fik jeg Vingers Flugt; – hvis De ej svigter,

Jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg Digter!

Svanhild

[(]blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden til sig.[)]

O hvorfor siger De mig dette nu?

Det var saa smukt, naar vi i Frihed mødtes.

De skulde tiet; [] skal da Lykken støttes

Af Løftets Ord, for ej at gaa itu!

Nu har De talt[,] og nu er [a]lt forbi.

Faksimile

Falk

Nej, jeg har pegt paa Maalet, sætt nu over,

Min stolte Svanhild, – hvis De Springet vover.

Vær kjækk; vis De har Mod at være fri!

Svanhild

At være fri?

Falk

Ja, det er netop Frihed,

At gjøre heltud Fyldest i sit Kald;

Og De, det ved jeg, blev af Himlen viet

Til Værn for mig mod Skjønheds Syndefald.

Jeg maa, som Fuglen jeg blev opkaldt efter,

Mod Vinden stige, skal jeg Højden naa;

De er den Luftning, jeg kan vugges paa;

Ved Dem faar først min Vinge Bærekræfter.

Vær min, vær min, til De blir Verdens Eje, –

Naar Løvet falder, skilles vore Veje.

Syng Deres Sjælerigdom i mig ind,

Og jeg skal give Digt for Digt tilbage;

Saa kan De ældes under Lampeskin,

Som Træet gulner, uden Kval og Klage.

Svanhild

[(]med undertrykt Bitterhed.[)]

Jeg kan ej takke for den gode Vilje,

Skjønt klart den viser Deres Hjertelag.

De ser paa mig, som Barnet paa en Silje,

Der skjæres kan til Fløjte for en Dag.

Falk

Ja det er bedre end i [Sumpen] staa,

Til Høsten kvæler den med Taager graa.

[(]heftigt.[)]

De maa! De skal! Ja, det er Deres Pligt

At skjænke mig, hvad Gud Dem gav saa rigt.

Hvad De kun drømmer, gror i mig til Digt!

Se Fuglen der, – uvittigt jeg den slog;

Den var for Dem, som Sangens Bøgers Bog.

Faksimile

O svigt mig ikke; syng for mig som den, –

Mit Liv skal give Digt for Sang igjen!

Svanhild

Og naar De kan mig, og naar jeg er tom,

Og sunget har min sidste Sang fra Grenen, –

Hvad saa?

Falk

[(]betragter hende.[)]

Hvad saa? Naa ja, saa husk Dem om.

[(]peger ud i Haven.[)]

Svanhild

[(]sagte.[)]

O ja, jeg husker De kan bruge Stenen.

Falk

[(]ler haanligt.[)]

[ Det ] er den Frihedssjæl, De pralte med, –

Den, som gad vove, naar kun Maalet var der!

[(]med Styrke.[)]

Jeg har Dem Maalet vist; giv nu et Svar, der

For evigt strækker til[l].

Svanhild

De Svaret ved:

Paa Deres Veje kan jeg aldrig naa Dem.

Falk

[(]koldt afbrydende.[)]

Saa nok om den Ting; lad saa Verden faa Dem.

Svanhild

[(]har[HIS: Kun staven til h er synlig, bøylen borte.] i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk og hviler Hovedet paa dem.[)]

Falk

[(]gaar nogle Gange frem og tilbage, tar en Cigar op, standser nær ved hende og siger efter en Pause:[)]

De finder [visst], at det er meget latterligt,

Hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?

[(]holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier.[)]

Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;

De kan kun føle søsterligt og datterligt; –

Faksimile

Herefter taler jeg med Handsker paa,

Slig vil vi To hinanden bedst forstaa. – –

[(]venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre.[)]

Svanhild

[(]løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig.[)]

Nu vil jeg sige Dem et Alvorsord

Til[l] Takk for Frelsens Haand, De vilde rakt mig.

De brugte før et Billed, som har vakt mig

Til[l] klar Forstand paa Deres «Flugt fra Jord».

De ligned Dem med Falken, der maa stævne

Mod Vinden, dersom den skal Højden naa;

Jeg var det Vift, der bar Dem mod det Blaa, –

Foruden mig var magtløs Deres Evne. –

Hvor jammerligt! Hvor smaat i [e]t og [a]lt, –

Ja latterligt, som selv tilslutt De aned!

I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt;

Thi for mit Syn en anden frem den maned,

Der ej, som Deres, hinker lam[] og halt.

Jeg saa Dem, ej som Falken, men som Dragen,

Som Digterdrage, dannet af Papir,

Hvis eget Jeg en Biting er og blir,

Mens Sejlgarnssnoren udgjør Hovedsagen.

Den brede Brystning var som skreven fuld

Af Fremtidsvexler paa poetisk Guld;

Hver Vinge var en Bundt af Epigrammer,

Som slaar i Vejr og Vind, men Ingen rammer;

Den lange Hale var et Tidens Digt,

Der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,

Men som kun drev det til saa smaat at hviske

Om [e]t og [a]ndet, der har brudt sin Pligt.

Slig laa De magtesløs for mig og bad:

«Aa sætt mig op i Vester eller Øster!

Aa lad tilvejrs mig gaa med mine Kvad,

Selv om det koster Skjænd af Mor og Søster!»

Falk

[(]knytter Hænderne i stærk indre Bevægelse[)]

Ved Gud i Himmelen –!

Faksimile

Svanhild

Nej, tro mit Ord,

Til[l] slig en Børneleg er jeg for stor;

Men De, som fødtes til en Aandens Daad, –

De nøjes med en Flugt mod Skyens Kyster

Og hænger Deres Digtliv i en Traad,

Som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster!

Falk

[(]raskt.[)]

Hvad skriver vi idag?

Svanhild

[(]mildere.[)]

Se, det er smukt;

Lad denne Dag en Mærkedag Dem være;

Lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,

Saa faar det enten briste eller bære.

Papirets Digtning hører Pulten til[l],

Og kun den levende er Livets Eje[;]

Kun [ den ] har Færdselsrett paa Højdens Veje;

Men vælg nu mellem begge den De vil.

[(]nærmere ved ham.[)]

Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:

Jeg sunget har min sidste Sang fra Grenen;

Det var min eneste[;] nu er jeg tom[] [;] –

Hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen!

[(]hun gaar ind i Huset; Falk blir ubevægelig staaende og ser efter hende; langt ude paa Vandet skimtes en
Baad, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:[)]

Kor

Jeg spiler min Vinge, hejser mit Sejl,

Suser som Ørn over Livssjøens Spejl;

Agter gaar Maagernes Skare.

Overbord med Fornuftens Ballast kun!

Kanhænde jeg sejler min Skude paa Grund;

Men saa er det dog dejligt at fare!

Falk

[(]adspredt, farer op af sine Tanker.[)]

Hvad? Sang? Naa ja – det er nok Linds Kvartet;

Den øver Jublen ind; se det er rett!

[(]til Guldstad, som kommer ud med en Støvfrakke paa Armen.[)]

Naa, Herr Grosserer, – lister man sig væk?

Faksimile

Guldstad

Ja. Lad mig bare først faa paa mig Frakken;

Vi Upoeter taaler ikke Trækk,

Hos os slaar Aftenluften sig paa Nakken.

Godnatt!

Falk

Grosserer! Før De gaar[,] – et Ord!

Peg paa en Gjerning for mig, men en stor –[!]

Paa Livet løs – –!

Guldstad

[(]med ironisk Eftertryk.[)]

Naa, gaa De løs paa [Livet,]

Saa skal De se, det gaar paa Livet løs.

Falk

[(]ser tankefuld paa ham og siger langsomt:[)]

Der er i kort Begreb Programmet givet.

[(]udbryder livligt.[)]

Nu er jeg vaagnet af den tomme Døs,

Nu har jeg kastet Livets store Tærning,

Og De skal se[,] – ja Fanden ta’e mig –

Guldstad

Fy,

Band ikke; [s]ligt gjør ej en Flue sky.

Falk

Nej, ikke Ord, men Gjerning, bare Gjerning!

Vorherres Arbejdsplan jeg vender om; –

Sex Ugedage spildtes med at gabe;

Min Verdensbyggning ligger endnu tom[;] –

Imorgen, Søndag – hej, da vil jeg skabe!

Guldstad

[(]leende.[)]

Ja, lad mig se, at De med Kraft tar fatt;

Men gaa nu ind og lægg Dem først, Godnatt!

[(]gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned[)]

Faksimile

Falk

Nej nu til Daad; forlænge har jeg sovet.

[(]ser op til Svanhilds Vindu og udbryder som greben af en stærk Besluttning:[)]

Godnatt! Godnatt! Drøm sødt i denne Natt;

Imorgen, Svanhild, er vi To forlovet.

[(]gaar raskt ud til Højre; fra Vandet lyder atter[)]

Koret

Kanhænde Du sejler din Skude paa Grund[;]

Men saa er det dog dejligt at fare!

[(]Baaden glider langsomt vidre idet Tæppet falder.[)]

Faksimile

Anden Akt.

Søndags Eftermiddag. Pyntede Damer og Herrer drikker Kaffe paa Altanen. Gjennem de aabne Glasdøre
sees flere af Gjæsterne inde i Havestuen; derfra høres følgende[:]

Kor

Velkommen i vort, de Forlovedes, Lag!

Nu kan I elske for aabne Døre,

Nu kan I favnes den lange Dag,

Nu kan I kysses efter Behag; –

Frygt ikke Lytterens Øre.

Nu kan I sværme saa dejligt, I To;

Det har I Lov til ude og hjemme.

Nu kan jer Kjærlighed frit sætte Bo;

Plej den og vand den og lad den saa gro;

Vis os nu pent I har Nemme!

Frøken Skjære

[(]inde i Stuen.[)]

Nej, – at jeg ikke skulde vidst det, Lind;

Jeg skulde [drillet] Dem!

En Dame

[(]sammesteds.[)]

Uf, ja [hvor] græmmeligt!

En anden Dame

[(]i Døren.[)]

Han [ skrev ] vel, Anna?

En Tante

Nej!

Faksimile

Frøken Skjære

Det gjorde [ min ].

En Dame

[(]paa Altanen.[)]

Anna, hvorlænge har det været hemmeligt?

[(]løber ind i Stuen.[)]

Frøken Skjære

Imorgen maa Du ud og kjøbe Ring.

Flere Damer

[(]ivrigt.[)]

Vi skal ta’e Maal af ham!

Frøken Skjære

Snakk om en Ting;

Det skal hun selv.

Fru Straamand

[(]paa Altanen, til en Dame med Haandarbejde.[)]

De syr med Attersting?˹ Dobbelts ˺

Husjomfruen

[(]i Døren, med en Brikke.[)]

En halv Kopp Kaffe til[l]?

En Dame

Ja Takk, en Draabe.

Frøken Skjære

Hvor heldigt, at Du faar din nye Kaabe

Til[l] næste Uge, naar I skal omkring.

[En aldrende Dame]

[(i Stuen ved Vinduet.)]

[Naar gaar vi saa i Udstyrsmagasinet?]

[Fru Straamand]

[Hvad er vel Prisen nu paa Postelinet?]

En Herre

[(]til nogle Damer paa Altanen.[)]

Lægg Mærke til[l] Herr Lind med Annas Handske.

Faksimile

Nogle af Damerne

[(]med højrøstet Glæde.[)]

Ved Gud, han kyssed den!

Andre

[(]ligesaa idet de springer op.[)]

Hvad! Er det sandt!

Lind

[(]viser sig, rød og forlegen indenfor Døren.[)] [HIS: 'n' i 'Døren' er snudd.]

Aa hvilken Snakk!

[(]fjerner sig.[)]

Frøken Skjære

Jo vist, jeg saa det grant!

Styver

[(]i Døren, med en Kaffekopp i den ene Haand og en [Tvebak] i den anden.[)]

Nej, man maa ikke Faktum saa forvanske;

[Jeg attesterer, Vidnerne tar fejl.]

Frøken Skjære

[(]indenfor og uden at sees.[)]

Kom[], Anna; still Dig foran dette Spejl!

Nogle Damer

[(]raabende.[)]

De ogsaa, Lind!

Frøken Skjære

Rygg imod Rygg! Lidt nøjere!

Damerne paa Altanen

Kom[], lad os se, hvor meget han er højere.

[(]Alle løber ind i Havestuen; Latter og højrøstet Passiar høres en Stund derinde.[)]

Falk

[(]som under det foregaaende Optrin har spadseret omkring i Haven, kommer nu frem i Forgrunden, standser
og ser ind til Larmen nogenlunde har lagt sig.[)]

Der slagter de en Elskovs Poesi. –

Hin Fusker, som stak Koen ubehændigt,

Saa den i Døden pintes unødvendigt,

Han fik sit Vand og Brød i Dage ti; –

Men disse – disse der –, de slipper fri.

Faksimile

[(]knytter Haanden.[)]

Jeg kunde fristes til[l] –; hys, tomt er Ordet;

Kun Handling fra idag, det har jeg svoret.

Lind

[(]kommer hastigt og forsigtigt ud af Døren.[)]

Naa Gud ske Lov, nu taler de om Smagen;

Nu kan jeg slippe –

Falk

Hej, [ Du ] er da trygg

Paa Lykken; Ønskesværmen, tætt, som Mygg,

Har surret op og ned her hele Dagen.

Lind

De mener det saa vel, den hele Flok[;]

Skjønt noget [m]indre kunde være nok.

Den Andel, som de tar, er næsten trættende;

At slippe bort en Stund vil være lettende.

[(]vil gaa ud til Højre.[)]

Falk

Hvor gaar Du?

Lind

Ned paa Hyblen, har jeg tænkt.

Bank paa, ifald Du finder Døren stængt.

Falk

Men skal jeg ikke hente Anna ud til[l] Dig?

Lind

Nej – vil hun Noget, sender hun nok Bud til[l] mig.

Vi taltes ved igaar til langt paa Natt;

Da fik jeg hende sagt omtrent det [v]igtigste;

Desuden synes jeg, det er det rigtigste,

At omgaaes sparsomt med sin Lykkes Skatt.

Falk

Ja Du har Rett; man bør for dybt ei gribe

Til[l] Dagligbrug –

Faksimile

Lind

Hys, lad mig komme væk.

Nu skal jeg faa mig en fornuftig Pibe;

Jeg har ej røgt tre hele Døgn i Trækk.

Mit Blod har været i en slig Bevægelse;

Jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –

Falk

Ja Du kan trænge til[l] lidt Vederkvægelse.

Lind

Og Du kan tro, at Knasteren skal smage mig.

[(]gaar ud til Højre. [ Frøken Skjære ] og [ nogle andre Damer ] kommer fra Havestuen.[)]

Frøken Skjære

[(]til Falk.[)]

Det var vist ham, der gik?

Falk

Ja det var Vildtet.

Nogle Damer

At løbe fra os!

Andre

Fy, det er da Skam[]!

Falk

Han er lidt sky endnu, men blir nok tam[],

Naar han en Ugestid har baaret Skiltet.

Frøken Skjære

[(]ser sig om.[)]

Hvor sidder han?

Falk

Nu sidder han paa Kvisten

I Havehuset, i vor fælles Rede;

[(bønligt)]

Men De maa ikke drive ham dernede;

Aa[,] lad ham puste ud[!]

Faksimile

Frøken Skjære

Nu vel; men Fristen

Blir ikke lang.

Falk

Aa giv ham et Kvarter, –

Saa kan De forfra jo begynde Legen.

Nu er han inde i en engelsk Præken –

Frøken Skjære

En engelsk –?

Damerne

Aa, De narrer os! De ler!

Falk

For ramme Alvor. Han er fast bestemt paa

At modta’e Kald etsteds blandt Emigranterne,

Og derfor –

Frøken Skjære

[(]forskrækket.[)]

Gud, han har da ikke gjemt paa

Det gale Indfald?

[(]til Damerne.[)]

Raab paa alle Tanterne!

Hent Anna og Fru Straamand og Fru Halm!

Nogle Damer

[(]i Bevægelse.[)]

Ja[,] [s]ligt maa hindres!

Andre

Vi maa gjøre Kvalm!

Frøken Skjære

Der er de; Gudskelov!

[(]til [ Anna ], der kommer fra Havestuen sammen med [ Præsten ], [ hans Kone ] og [ Børn ], [ Styver ], [ Guldstad ], [ Fru Halm ]
og de [ øvrige Gjæster ].[)]

Ved Du hvad Lind

Faksimile

Er fast bestemt paa i sit stille Sind?

At gaa som Præst derover –

Anna

Ja, jeg ved.

Fru Halm

Og Du har lovet ham –!

Anna

[(]forlegen.[)]

At rejse med.

Frøken Skjære

[(]oprørt.[)]

Saa har han snakket for Dig!

Damerne

[(]slaar Hænderne sammen.[)]

Nej[,] – hvor snedig!

Falk

Men husk den indre Trang hos ham –!

Frøken Skjære

Ja, Gud;

Den følger man, naar man er løs og ledig [;]

Men en Forlovet følger blot sin Brud. –

Nej, søde Anna, tænk Dig om itide;

˹ vil ˺ Du [ ˹ som ˺ ] er i Hovedstaden [] [] – [?˹barnefødt˺ ]

Falk

At lide for Ideen er dog sødt!

Frøken Skjære

Skal man for Kjærestens Ideer lide?

Til[l] [s]ligt er man, ved Gud, dog ikke nødt[!]

[(]til Damerne.[)]

Kom[,] [a]llesammen!

[(]tar Anna under Armen[HIS: Skadet 'm'.].[)]

Vent; nu skal Du høre; –

Lad saa ham vide, hvad han har at gjøre.

Faksimile

[(]de gaar op mod Baggrunden og ud til Højre i ivrig Samtale med flere af Damerne; de øvrige Gjæster
spreder sig i forskjellige Grupper rundt om i Haven. Falk standser Straamand, hvis Kone og Børn stedse
holder sig i hans Nærhed. Guldstad gaar fra og til[l] under den følgende Samtale.[)]

Falk

Herr Pastor, hjælp den unge Troens Kjæmpe,

Før de faar Frøken Anna stemt imod ham.

Straamand

[(]i Embedstone.[)]

Ja Kvinden bør sig efter Manden lempe; – –

[(]betænkelig.[)]

Men dersom jeg i Middags rett forstod ham,

Saa hviler Kaldet paa en uvis[s] Grund,

Og Offeret, som bringes, er nok tvivlsomt –

Falk

Aa nej, Herr Pastor, døm dog ej for ilsomt.

Jeg tør forsikkre Dem med Haand og Mund,

Hans Kald er meget stort og ubestrideligt –

Straamand

[(]opklaret.[)]

˹Visst˺ Ja – er han sikkret noget [] paalideligt ˹ vi ˺

For Aaret, – [ da ] er det en anden Sag.

Falk

[(]utaalmodig.[)]

De stiller foran, hvad jeg sætter bag;

Jeg mener Kaldet, – Trangen, – ikke Gagen!

Straamand

[(]med et følelsesfuldt Smil.[)]

Foruden den kan [i]ngen vidne i

Amerika, Europa eller Asien, –

Kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,

Min kjære unge Ven, – hvis han var enlig,

Var løs og ledig, – naa, da gik det an;

Men Lind, som er i fuld forlovet Stand, –

For ham er slig Bestilling ikke tjenlig.

Tænk efter selv; han er en kraftig Mand,

Faksimile

Med Tiden maa han stifte lidt Familje[;] –

Jeg forudsætter, han har bedste Vilje[;] –

Men Midlerne, min Ven –? «Bygg ej paa Sand»,

Saa siger Skriften. Tingen var en anden,

Hvis Offeret – –

Falk

Ja, det er ikke ringe,

Det ved jeg nok.

Straamand

Ja se[,] – det hjælper Manden!

Naar Offeret man villig er at bringe,

Og rigeligt –

Falk

Han villig er, som [f]aa.

Straamand

Han? Hvordan skal jeg Deres Ord forstaa?

I Standens Medfør skal han Offer tage,

Men ikke bringe –

Fru Straamand

[(]ser ud i Baggrunden,[)]

Der er de tilbage.

Falk

[(]stirrer et Øjeblik forbauset paa ham, forstaar ham pludselig og brister [] i Latter.[)]

Hurra for Offeret[;] – ja det, som blir

Til[l] Højtids bragt – i struttende Papir!

Straamand

For gaar man Aaret rundt i Tøm[] og i Trindse,

Saa har man det igjen til[l] Jul og Pindse.

Falk

[(]lystig.[)]

Og «Kaldet» lydes – naar det er tilstrækkeligt [,] –

Selv om man hører til Familjeskafferne!

Faksimile

Straamand

Forstaar sig; – er man sikkret noget [k]lækkeligt,

Saa bør man vidne selv blandt Zulukafferne.

[(]dæmpet.[)]

Nu skal jeg tage hende med det [g]ode.

[(]til en af Smaapigerne.[)]

Min lille Mette, hent mig ud mit Hode.

Klodshodet mener jeg, mit Barn, forstaa mig –

[(]føler bag i Frakkelommen.[)]

Nej vent et Øjeblik; – jeg har det paa mig.

[(]Gaar opover og stopper sin Pibe, fulgt af Kone og Børn.[)]

Guldstad

[(]kommer[HIS: Kun rester av 'e'.] nærmere.[)]

De spiller nok en Smule Slange her

I Elskovsparadiset, kan jeg skjønne?

Falk

Aa, Kundskabstræets Karter er saa grønne;

De frister [i]ngen.

[(]til Lind, som kommer fra Højre.[)]

Naada, – er Du der?

Lind

Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud

Paa Værelset[;] – der ligger Lampen knækket,

Gardinet revet ned, vor Staalpen brækket,

Og over Kakkelovnspladen flyder Blækket –

Falk

[(]slaar ham paa Skuldren.[)]

Det Hærværk bær min Livsvaars første Bud.

Forlænge har jeg siddet bag Gardiner

Og digtet skriftligt under Lampen tændt;

Nu er min døde Stuedigtning endt[;] –

Med Herrens Solskin jeg i Dagen triner; –

Min Vaar er kommen og min Sjæls Forvandling[;]

Herefter digter jeg i Daad og Handling.

Lind

Ja digt for mig i hvad Du vil; men vent

Ej derfor, at min Svigermor er tjent

Med Tabet af de malede Gardiner.

Faksimile

Falk

Hvad! Hun, som offrer [a]lt paa de Logerende,

Selv Søsterbørn og Døttre, – skulde hun

Ta’e slig en Smaating op med sure Miner!

Lind

[(]vred.[)]

Det er usømmeligt i Bund og Grund,

Ja for os begge To [kompromitterende!]!

Dog hun og Du om det; men Lampen var

Min Ejendom med baade Glas og Kuppel –

Falk

Aa pyt, – den volder mig da ingen Skruppel;

Du har Vorherres Sommer lys og klar, –

Hvad skal saa Lampen til?

Lind

Du er mærkværdig;

Du glemmer rent at Sommeren er kort.

Jeg tænker nok, skal jeg til Jul bli færdig,

Det gjælder, ej at sløse Tiden bort.

Falk

[(]med store Øjne.[)]

Du tænker fremad?

Lind

Ja, det gjør jeg rigtignok;

Jeg skulde tro, Examen er [e]n vigtig nok –

Falk

Men husk [iaftes]! Husk: Du gaar og lever [;]

Berust i Nuet [i]ntet mer Du kræver[,] –

Selv ej et middelmaadigt Haud til Jul[;] –

Du har jo fanget Lykkens fagre Fugl;

Du har en Følelse, som om Du stod

Med Verdens Rigdom drysset for din Fod!

Lind

Det har jeg sagt; men [s]ligt er at forstaa,

Naturligvis, cum grano salis –

Faksimile

Falk

Naa!

Lind

Om Formiddagen vil jeg nyde Lykken,

Det er jeg fast bestemt paa.

Falk

Det er kjækt!

Lind

Jeg maa jo hilse paa min nye Slægt,

Saa Tiden gaar alligevel tilspilde;

Men nogen yderligere Forrykken

Af Timeplanen lønned sig nok ilde.

Falk

Og endda vilde Du i forrige Uge

Gaa i den vide Verden ud med Sang.

Lind

Ja, men jeg skjønte Turen blev for lang;

De fjorten Dage kan jeg bedre bruge.

Falk

Nej, Du blev hjemme af en anden Grund;

Du [snakked] [n]oget om at Dalens Bund

For Dig har Højfjeldsluft og Fuglekvidder.

Lind

Ja vistnok, – Luften her er meget sund;

Men den kan nydes, om man ogsaa sidder

I regelmæssigt Arbejd med sin Bog.

Falk

Men Bogen var det jo, der ej forslog,

Som Himmelstige –

Lind

Uf, hvor Du er stædig;

Sligt siger man, naar man er løs og ledig –

Faksimile

Falk

[(]ser paa ham og folder Hænderne i stille Forbauselse.[)]

Du ogsaa, Brutus!

Lind

[(]med et Anstrøg af Forlegenhed og Ærgrelse.[)]

Kom[] dog vel ihu,

At jeg har andre Pligter, jeg, end Du.

Jeg har min Kjæreste. Se alle andre

Forlovede, selv Folk med lang Erfaring,

Som Du forhaabentlig dog ej vil klandre, –

De paastaar [a]lle, dersom [t]o skal vandre

Igjennem Livet, saa –

Falk

Spar din Forklaring.

Hvem gav Dig den?

Lind

Aa, for Exempel Styver,

Og det er dog en Mand, som ikke lyver.

Og Frøken Skjære, som er saa erfaren,

Hun siger –

Falk

Naa, men Præsten og hans Maren?

Lind

Ja, det er mærkeligt med disse [t]o;

Der hviler over dem en Sindets Ro[] [HIS: Uklart om komma etter 'Ro' skal fjernes eller tydeliggjøres.] –

Tænk Dig, hun kan ej huske sin Forlovelse,

Har ganske glemt, hvad den Ting er, at elske.

Falk

Ja, det er Følgen af enhver Forsovelse, –

Erindringsfuglene blir rent rebelske.

[(]lægger Haanden paa hans Skulder og ser ironisk paa ham.[)]

Du, kjære Lind, – Du sov vist sødt inatt?

Lind

Til[l] langt paa Dag; jeg gik tilsengs saa matt,

Faksimile

Og dog paa samme Tid i slig en Rørelse;

Jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.

Falk

Aa ja, Du led jo af et Slags Forgjørelse.

Lind

Men Gud ske Lov, saa vaagned jeg normal.

[(]Under dette Optrin har Straamand af og til[l] vist sig spadserende i Baggruuden i ivrig Samtale med Anna;
Fru Straamand og Børnene følger bagefter. Frøken Skjære viser sig nu ogsaa; tilligemed hende Fru Halm
og endel andre Damer.[)]

Frøken Skjære

[(] enduu før Indtrædelsen.[)]

Herr Lind!

Lind

[(]til Falk.[)]

Der er de efter mig igjen!

Kom[], lad os gaa.

Frøken Skjære

Nej bi; hvor skal De hen?

Lad os ihast faa Ende paa Uenigheden,

Som De og Deres Kjæreste er kommen i.

Lind

Er vi uenige?

Frøken Skjære

[(]viser mod Anna, som staar længre inde i Haven.[)]

Ja, læs selv Dommen i

Hint taarerige Blik. Det gjælder Menigheden

Der over i Amerika.

Lind

Men, Gud,

Hun var jo villig –

Frøken Skjære

[(]spodsk.[)]

Jo[,] det ser saa ud!

Nej, Kjære, De vil anderledes dømme,

Naar vi faar drøftet Sagen mer i Ro.

Faksimile

Lind

Men denne Strid for Troen, den er jo

Min Fremtids bedste Drøm!

Frøken Skjære

Aa, hvem vil tro

I vor civiliserte Tid paa Drømme?

Se, Styver drømte nu forleden Natt,

Der kom et Brev, som var saa selsomt kantet[] –

Fru Straamand

At drømme [s]ligt er Forbud for en Skatt.

Frøken Skjære

[(]med et Nikk.[)]

Ja, – næste Dag han blev for Byskatt pantet.

[(]Damerne slaar Kreds om Lind og gaar samtalende med ham opover i Haven.[)]

Straamand

[(]fortsættende til Anna, der næsten søger at undgaa ham.[)]

Af disse Grunde, kjære unge Barn,

Af disse Grunde, hentet fra Fornuften,

Ja fra Moralen og tildels fra Skriften,

De indser nu, at slig en Meningsskiften

Maa kaldes ganske greben ud af Luften.

Anna

[(]halvt grædende.[)]

Ja, Gud, – jeg er endnu saa uerfaren – –

Straamand

Og det er saa naturligt, at man har en

Utidig Frygt for Faren og for Snaren;

Men lad ej Tvivlen faa Dem i sit Garn, –

Vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!

Fru Straamand

Ja jeg har hørt idag af Deres Moder,

At jeg var ligesaa forknytt, som De,

Da vi fik Kaldet –

Faksimile

Straamand

Det var og fordi

Hun skulde bort fra Hovedstadens Goder; –

Men da vi havde samlet nogle Skillinger,

Og da vi havde faat de første Tvillinger,

Saa gik det over.

Falk

[(]sagte til Straamand.[)]

Bravo! De er stor

Som Taler!

Straamand

[(]nikker til ham og vender sig atter til Anna.[)]

Hold De derfor Deres Ord!

Skal Mennesket forsage? Falk fortæller,

At Kaldet ikke er saa ringe heller; –

Saa var det jo?

Falk

Nej, Pastor –

Straamand

Jo ved Gud –!

[(]til Anna.[)]

Saa noget [Visst] kan deraf gjøres ud.

Og er det saa; hvi skal vi da forsage?

Sku om Dem i de længst fremfarne Dage!

Se Adam, Eva, Dyrene i Arken –

Se Liljerne i Luften – Fuglene paa Marken –

De Fugle smaa – de Fugle smaa – de Fiske – –

[(]vedbliver dæmpet idet han fjerner sig med Anna.[)]

Falk

[(]idet Frøken Skjære og Tanterne kommer med Lind.[)]

Hurra! Der kommer Kjærnetropper friske;

Den hele gamle Garde i Gevær!

Frøken Skjære

Naa, det er godt vi finder hende her.

[(]dæmpet.[)]

Vi har ham, Falk! – Nu til[l] Veninden der.

[(]nærmer sig Anna.[)]

Faksimile

Straamand

[(]med en afværgende Bevægelse.[)]

Hun trænger ingen verdslig Overtalelse;

Ej gjøres der, hvor Aanden har gjort sit,

Behov at Verden –

[(]beskeden.[)]

Har jeg virket lidt,

Saa fik jeg Kraft – –!

Fru Halm

Naa, uden al Forhalelse

Forsoning da!

Tanterne

[(]rørte.[)]

O Gud, hvor det er smukt!

Straamand

Ja[,] gives vel et Sind, saa døvt og lukt,

At ej det finder sligt et Optrin gribende?

Det er saa skjærpende, det er saa slibende,

Det er saa vækkende[,] at see et ungt

Umyndigt Barn, som bringer Offret, tungt,

Men villigt dog paa Pligtens Alter.

Fru Halm

Ja,

Men hendes Slægt har ogsaa været virksom.

Frøken Skjære

Ja jeg og Tanterne, – det ved jeg da!

De, Lind, De ejer hendes Hjertes Nøgle;

Men vi, Veninderne, vi har en Dirk, som

Kan lukke op, hvor Nøglen ej forslaar; –

[(]trykker hans Haand.[)]

Og hvis det trænges i de senere Aar,

Saa kom[] til os, – vort Venskab kan ej gjøgle.

Fru Halm

Ja, vi er om jer, hvor I staar og gaar –

Frøken Skjære

Og skjærmer jer mod Tvedragts fæle Øgle.

Faksimile

Straamand

O denne Klynge []! Kjærlighed og Venskab []!

En Stund, saa glad, og dog saa vemoddryssende []!

[(]vender sig til[l] Lind.[)]

Men, unge Mand, lad Tingen faa en Endskab;

[(]fører Anna til[l] ham.[)]

Tag hen din Brud[,] – din Brud tag hen – og kyss hende!

Lind

[(]rækker Anna Haanden.[)]

Jeg [rejser ej]!

Anna

[(]paa samme Tid.[)]

Jeg følger med!

Anna

[(]forbauset.[)]

Du [rejser ej]?

Lind

[(]ligesaa.[)]

Du følger?

Anna

[(]med et hjælpeløst Blik paa de Omstaaende.[)]

Men, Gud, saa skilles vi jo ligefuldt!

Lind

Ja, hvad er det?

Damerne

Hvad nu!

Frøken Skjære

[(]ivrig.[)]

Nej, her sig dølger

En Misforstaaelse –

Straamand

Hun loved huldt,

At rejse med!

Frøken Skjære

Og Lind svor højt at blive!

Faksimile

Falk

[(]leende.[)]

De [b]egge føjed sig; hvad fattes da?

Straamand

Nej, de Forvikklinger er mig for stive!

[(]gaar op mod Baggrunden.[)]

Tanterne

[(]i Munden paa hverandre.[)]

Men Herregud, hvem kommer Striden fra?

Fru Halm

[(]til Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i Haven og nu nærmer sig.[)]

Her er Uenighed paa alle Kanter.

[(]taler sagte med dem.[)]

Fru Straamand

[(]til Frøken Skjære, idet hun ser at Havebordet dækkes.[)]

Nu faar vi Thevand.

Frøken Skjære

[(]kort.[)]

Gudskelov.

Falk

Hurra

For Venskab, Thevand, Kjærlighed og Tanter!

Styver

Men dersom Sagen hænger saadan sammen,

Saa kan den endes lett til [a]lles Gammen.

Processen hviler paa en Paragraf,

Som siger: Konen skal sin Husbond følge.

Dens Ord er klare, det kan [i]ngen dølge –

Frøken Skjære

Ja saa; men hvor blir da Forliget af?

Straamand

Hun lyde maa en Lov, som kom fraoven –

Styver

Men saa kan Lind jo eludere Loven; –

Faksimile

[(]henvendt til Lind.[)]

Hal Rejsen ud, og rør Dem ej af Pletten.

Tanterne

[(]glade.[)]

Ja det gaar an!

Fru Halm

Ja [visst]!

Frøken Skjære

Saa skilles Trætten.

[(]Svanhild og Pigerne har imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen. Paa Fru Halms Opfordring
sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt
om i Haven. Falk sidder paa Altanen. Under det Følgende drikkes The.[)]

Fru Halm

[(]smilende.[)]

Saa trak det lille Uvejr da forbi.

Slig Sommerregn gjør godt, naar den er over;

Da skinner Solen dobbelt smukt, og lover

En Eftermiddagsstund for Skyer fri.

Frøken Skjære

Ja, Kjærlighedens Blomst behøver større

Og mindre Regnskyll for at holdes frisk.

Falk

Den dør, saasnart den bringes paa det Tørre;

For saavidt har den Lighed med en Fisk –

Svanhild

Nej, Kjærligheden lever jo af Luften –

Frøken Skjære

Og den maa Fisken dø i –

Falk

Ganske sandt.

Frøken Skjære

Der kan De se, vi Deres Tunge bandt!

Faksimile

Fru Straamand

Den The er god, det kjender man paa Duften.

Falk

Naa lad det blive da ved Blomsterlignelsen.

Den er en Blomst; thi nægtes den Velsignelsen

Af Himlens Regn, saa hartad den gaar fløjten – –

[(]standser.[)]

Frøken Skjære

Hvad da?

Falk

[(]med et galant Buk.[)]

Da kommer Tanterne med Sprøjten. –

Men Lignelsen har Digterne nu brugt,

Og Godtfolk gjennem Snese Slægter slugt, –

Og endda er den for de Fleste taaget;

Thi Blomstervrimmelen er stor og broget.

Sig, hvilken [særlig] Blomst er Kjærligheden?

Nævn den, som har den største Lighed med den.

Frøken Skjære

Den er en Rose; Gud, det ved [e]nhver; –

Den laaner Livet jo et Rosenskjær.

En ung Dame

Den er en Hvidvejs, voxer under Sneen;

Først naar den springer ud[,] faar Verden se’en.

En Tante

Den er en Løvetand, som trives bedst,

Naar den blir knust af Mandshæl eller Hest,

Ja skyder Skud, naar nedtraadt den er blevet,

Som Digter Pedersen saa smukt har skrevet.

Lind

Vaarklokken er den; i dit unge Sind

Den ringer Livets Pindsehøjtid ind.

Fru Halm

Nej, den er Eviggrønt, som ej staar brun i

December selv, saa lidt som midt i Juni.

Faksimile

Guldstad

Nej, den er islandsk Mos i Godvejr høstet:

Den læger Frøkener med Ondt for Brystet.

En Herre

Den er en vild Kastanje, – meget priselig

Som Kakkelovnsved, men Frugten er uspiselig.

Svanhild

Nej, en Kamelia; som før Konvallerne,

Den er jo Damers Hovedpynt paa Ballerne.

Fru Straamand

Nej den er lig en Blomst, som var saa nett[;] –

Bi lidt – den var nok graa – nej violet; –

Hvad hed den nu –? Lad se – den ligned dem[,] som – –[;]

Nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.

Styver

Hvert Blomsterbilled gaar paa halte Ben.

Den ligner snarere en Blomsterpotte:

Ad Gangen har den ikkun Plads for [ [e]n ],

Men efterhaanden kan den rumme [o]tte.

Straamand

[(]i Børneflokken.[)]

Nej, Kjærligheden er et Pæretræ;

Om Vaaren pære- blomster- hvid[,] som Sne;

Lidt udpaa Aaret Blomsterne sig arter

Til[l] fler og flere store grønne Karter;

Af Faderstammens Safter de sig nærer[;] –

Med Gudshjælp blir de allesammen Pærer.

Falk

Saa mange Hoveder, saa mange Sind!

Nej, Alle famler de paa gale Veje.

Hver Lignelse er skjæv; men hør nu min[;] –

Den kan paa hver en Vis De sno og dreje.

[(]rejser sig i Talerstilling.[)]

Der gror en Plante i det fjerne Øst;

Dens Odelshjem er Solens Fætters Have –

Faksimile

Damerne

Aa, det er Theen!

Falk

Ja.

Fru Straamand

Han har en Røst,

Som Straamand, naar han –

Straamand

Bring ham ej af Lave.

Falk

Den har sit Hjem i Fabellandets Dale,

Vel tusind Mile bagom Ørkner golde[;] –

Fyld Koppen, Lind! Saa Takk. Nu skal jeg holde

Om The og Kjærlighed en Thevandstale.

[(]Gjesterne rykker nærmere sammen.[)]

Den har sit Hjem i Eventyrets Land;

Ak, der har ogsaa Kjærligheden hjemme.

Kun Solens Sønner, ved vi, fik Forstand

Paa Urtens Dyrkning, paa dens Røgt og Fremme.

Med Kjærligheden er det ligesaa.

En Draabe Solblod maa i Aaren slaa,

Hvis Kjærlighed skal [skyde Rod] derinde,

Skal grønnes, gro, og frem til Blomstring vinde.

Frøken Skjære

Men Kina er et meget gammelt Land,

Saa Theens Ælde deraf sluttes kan –

Straamand

Den var [visst] til[l] før Tyrus og Jerusalem.

Falk

Ja den var kjendt, da salig Herr Methusalem

I Billedbogen bladed paa sin Skammel –

Frøken Skjære

[(]triumferende.[)]

Og Kjærlighedens Væsen er jo ungt!

At finde Lighed her, vil falde tungt.

Faksimile

Falk

Nej, Kjærligheden er og meget gammel;

Den Læresættning underskriver vi jo

Saa troende, som Folk i Kap og Rio; –

Ja, fra Neapel og til Nord for Brevig

Der gives dem, der paastaar den er evig; –

Naa, deri er vel nogen Overdrivelse, –

Men [ gammel ] er den over al Beskrivelse.

Frøken Skjære

Men Kjærlighed og Kjærlighed er Et;

Af The der gives baade god og slett.

Fru Straamand

Ja[,] man har The i mange Kvaliteter.

Anna

De grønne Foraarsspirer allerførst –

Svanhild

Den Slags er kun for Solens Døttres Tørst.

En ung Dame

Man skildrer den berusende som Æther –

En Anden

Som Lotos duftende, og sød som Mandelen.

Guldstad

Den forekommer aldrig her i Handelen.

Falk

[(]som imidlertid er traadt ned fra Altanen.[)]

Ak, mine Damer, hver i sin Natur

Har og et særligt lidet «himmelsk Rige».

Der knopped sig af Spirer tusind [s]lige

Bag Blyheds faldende Kinesermur.

Men Fantasiens smaa Kineserdukker,

Som sidder i Kioskens Ly og sukker,

Som drømmer vidt – saa vidt –, med Slør om Lænderne,

Med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne[,] –

Faksimile

Til[l] dem I Førstegrødens Knopper sanked;

Jer var de[t] Et hvad Høst der siden vanked.

Se, derfor naaer til[l] os, med Grus og Stilke,

En Efterslætt, mod hin, som Hamp mod Silke, –

En Høst, som faaes af Træet ved at sparke det –

Guldstad

Det er den sorte The.

Falk

[(]med et Nikk.[)]

Den fylder Markedet.

En Herre

Saa taler Holberg om en The de Beuf –

Frøken Skjære

[(]snærpet.[)]

Den er [visst] ubekjendt for Nutidsganer.

Falk

Der gives og en Kjærlighed de Beuf;

Den slaar sin Mand for Panden – i Romaner,

Og skal nok spores fra og til[l] i Tøf-

felhæren under Ægteskabets Faner.

Kort, der er Lighed, hvor De mindst det tror.

Saaledes [siger] jo et gammelt Ord,

At Theen lider, mister [n]oget af et

Aroma, som i Plantens Indre bor,

Ifald til[l] os den føres over Havet.

Igjennem Ørknen maa den, over Bakkerne, –

Maa svare Told til[l] Russen og Kosakkerne; –

De stempler den, saa faar [den] vidre fare,

Saa gjælder den blandt os for ægte Vare.

Men gaar ej Kjærligheden samme Vej?

Igjennem Livets Ørk? Hvad blev vel Følgerne,

Hvad Skrig, hvad Verdens Dom, hvis De, hvis jeg,

Bar kjækt vor Elskov over Frihedsbølgerne!

«Gud, den har tabt Moralens Krydderi!»

«Legalitetens Duft er rent forbi!»

Faksimile

Straamand

[(]rejser sig.[)]

Ja, Gudskelov, – i sædelige Lande

Er slige Varer endnu Kontrabande!

Falk

Ja, skal den hertillands passere frit,

Saa maa den gjennem Reglernes Siberien,

Hvor ingen Havluft skade kan Materien[;] –

Saa maa den vise Segl og Sort paa Hvidt

Fra Kirkeværge, Organist og Klokker,

Fra Slægt og Venner, Kjendinger og Pokker,

Og mange andre brave Mænd, foruden

Det Fripas, som den fik af selve Guden. –

Og saa det sidste store Lighedspunkt; –

Se hvor Kulturens Haand har lagt sig tungt

Paa «Himmelriget» i det fjerne Østen;

Dets Mur forfalder og dets Magt er sprængt,

Den sidste ægte Mandarin er hængt,

Profane Hænder alt besørger Høsten.

Snart «Himlens Rige» er en Saga blot,

Et Eventyr, som [i]ngen længer tror paa[;]

Den hele Verden er et Graat i Graat[;] –

Vidunderlandet har [vi] kastet Jord paa.

Men har [vi] det, – hvor er da Kjærligheden[?]

Ak, da er ogsaa den jo vandret heden[!]

[(]løfter Koppen ivejret.[)]

Naa, lad forgaa, hvad Tiden ej kan bære; – –

En Thevandsskaal til[l] salig Amors Ære!

[(]drikker ud; stærk Uvillie og Bevægelse i Selskabet.[)]

Frøken Skjære

Det var en meget sælsom Brug af Ordet!

Damerne

At Kjærligheden skulde være død –!

Straamand

Her sidder den jo sund og rund og rød

I alskens Skikkelser om Thevandsbordet.

Her har vi Enken i sin sorte Dragt –

Faksimile

Frøken Skjære

Et trofast Ægtepar –

Styver

Hvis Elskovspagt

Kan lægge mangt et haandfast Pant irette.

Guldstad

Derefter kommer Kjærlighedens lette

Kavalleri, – de mange Slags Forlovede.

Straamand

Først Veteranerne, hvis Forbund vovede

At trodse Tidens Tand –

Frøken Skjære

[(]afbryder.[)]

Og saa Eleverne

I første Klasse, – Parret fra igaar –

Straamand

Kort, her er Sommer, Vinter, Høst og Vaar;

Den Sandhed kan De tage paa med Næverne,

Med Øjne se, og høre den med Øren –

Falk

Nu ja?

Frøken Skjære

Og endda viser De den Døren!

Falk

De har nok højlig misforstaaet mig, Frøken.

Naar har jeg nægtet disse Ting var til[l]?

Men De maa komme vel ihug[,] at Røgen

Er ikke altid just Bevis paa Ild.

Jeg ved saa saare vel, man tar til Ægte,

Familje stiftes, og deslige Ting;

De skal [visst] aldrig høre mig benægte,

At der i Verden findes Kurv og Ring,

At rosenrøde smaa Billetter skrives,

Og lukkes med et Duepar, som – kives,

Faksimile

At der gaar Kjærester i hver en Gade,

At Gratulanterne faar Chocolade,

At Skikk og Brug har formet et Reskript

Med egne Regler for enhver «Forliebt»; – –

Men Herregud, vi har jo og Majorer,

Et Arsenal med stort Materiel,

Her findes Trommer, Huggerter og Sporer, –

Men hvad beviser saa det Hele vel?

Blot at vi ejer Folk med Sværd ved Belte,

Men ingenlunde at vi ejer Helte.

Ja, selv om [hele Lejren] fuld af Telte stod, –

Var det da derfor sagt der gaves Heltemod?

Straamand

Naa, Billighed i [a]lt; oprigtig talt,

Det er ej altid just i Sandheds Tjeneste,

Naar unge Folks Forelskelse blir malt

Saa stærk og saa, – ja, som det var den eneste.

Paa den er ej til[l] hver en Tid at bygge;

Nej, først i Ægteskabets Huslig-Hygge

Staar Kjærligheden grundet paa en Klippe,

Som aldrig svigter og som ej kan glippe.

Frøken Skjære

Da er jeg af en ganske anden Mening.

Jeg skulde tro to Hjerters fri Forening,

Som løses kan idag, men aarvis varer,

Dog Kjærlighedens Ægthed bedst forsvarer.

Anna

[(]med Varme.[)]

O, nej, – et Forhold, som er friskt og ungt,

Er dog paa Kjærne mere rigt og tungt.

Lind

[(]tankefuld.[)]

Hvem ved om ej det dufter af Ideen,

Som Frøknens Hvidvejs, ikkun under Sneen.

Falk

[(]pludselig udbrydende[)] []

Du faldne Adam! Det var Hjemve-Tanken,

Som søgte Eden bagom Gjærdeplanken!

Faksimile

Lind

Hvad Snakk!

Fru Halm

[(]krænket, til Falk, idet hun rejser sig.[)]

Det er just intet Venskabsstykke,

At vække Tvist, hvor vi har stiftet Fred;

Frygt ej for Deres Ven og for hans Lykke –

Nogle Damer

Nej, den er [viss]!

Andre

Ja det vi sikkert ved.

Fru Halm

Vel har hun ej lært Kogebog i Skolen,

Men det skal læres endnu denne Høst.

Frøken Skjære

Til Brylluppet hun selv broderer Kjolen.

En Tante

[(]klapper Anna paa Hovedet.[)]

Og blir fornuftig saa det er en Lyst.

Falk

[(]ler højt.[)]

O Du Fornuft-Karrikatur, som dræber

Med Galskabs Hallingdands paa Vennelæber!

Var det Fornuftighed, han vilde finde?

Var det en Kogebogsprofessorinde?

Han kom herind som Vaarens glade Svend,

Han kaared Havens unge vilde Rose.

I drog den op for ham; – han kom igjen; –

Hvad bar saa Busken? [Hyben]!

Frøken Skjære

[(]stødt.[)]

Vil De skose?

Faksimile

Falk

En nyttig Frugt til Husbrug, – ja, ved Gud!

Men [Hybnen] var dog ej hans Vaardags Brud.

Fru Halm

Ja hvis Herr Lind har søgt en Balheltinde,

Saa er det slemt; hun er ej her at finde.

Falk

O ja[,] – jeg ved, der drives jo et Døgn-

Koketteri med Huslighedens Tanke;

Det er et Rodskud af den store Løgn,

Der gror i Højden, lig en Humleranke.

Jeg tar ærbødig Hatten af, min Frue,

For «Balheltinden»; hun er Skjønheds Barn, –

Og Idealet spænder gyldne Garn

I Ballets Sal, men knapt i Ammens Stue.

Fru Halm

[(]med undertrykt Forbittrelse.[)]

Herr Falk, slig Adfærd har en nem[] Forklaring.

Forlovet Mand er tabt for Venners Lag;

[ Det ] er nok Kjærnen i den hele Sag;

Jeg har i det Kapitel god Erfaring.

Falk

Naturligvis; – syv Søsterdøttre gifte –

Fru Halm

Og gifte lykkeligt!

Falk

[(]med Eftertrykk.[)]

Ja, er det [visst]?

Guldstad

Hvad nu!

Frøken Skjære

Herr Falk!

Faksimile

Lind

Er det din Agt at stifte

Uenighed!

Falk

[(]med Udbrudd.[)]

Ja Krig og Splid og Tvist!

Styver

Du, som er Lægmand, en Profan i Faget!

Falk

Ja lad det gaa; jeg hejser endda Flaget!

Ja Krig jeg vil med Hænder og med Fødder,

En Krig mod Løgnen med de stærke Rødder,

Mod Løgnen, som I røgtet har og vandet,

Saa frækt den knejser og ser ud som Sandhed!

Styver

Jeg protesterer mod alt [u]bevist,

Og forbeholder mig Regres – –

Frøken Skjære

Ti stille!

Falk

Saa det er [ Kjærlighedens ] friske Kilde,

Som hvisker om, hvad Enken har forlist, –

Hin Kjærlighed, som sletted «Savn» og «Klage»

Af Sproget ud i Lykkens lyse Dage!

Saa det er [ Kjærlighedens ] Sejersflod,

Som ruller gjennem Ægteparrets Aarer, –

Hin Kjærlighed, som kjækt paa Skandsen stod,

Og traadte Skikk og Vedtægt under Fod,

Og lo [af] alle Verdens kloge Daarer!

Saa det er [ Kjærlighedens ] Skjønhedsflamme,

Som holder en Forlovelse igang

I lange Aar! Ja saa! Det er den [s]amme,

Som ildned selv Kontorets Søn til Sang!

Faksimile

Saa det er [ Kjærlighedens ] unge Lykke,

Som frygter Farten over Havets Hvælv,

Som kræver Offer, skjønt i fagrest Smykke

Den skulde straale – offrende sig selv! –

O nej, I Løgnens Dagligdagsprofeter,

Kald Tingen engang med sit rette Navn[;]

Kald Enkestandens Rørelser for Savn,

Og Ægtestandens Vane, som de heder!

Straamand

Nej, unge Mand, slig Frækkhed er for stor!

Der er Bespottelse i hvert et Ord!

[(]træder Falk tætt under Øjnene.[)]

Nu axler jeg mit gamle Skind til[l] Striden

For arvet Tro imod den nye Viden!

Falk

Jeg gaar til Kampens Højtid som til Fest.

Straamand

Godt! De skal se mig trodse Kugleregnen[!] –

[(]nærmere.[)]

Et viet Par er helligt, som en Præst –

Styver

[(]paa Falks anden Side.[)]

Og et forlovet –

Falk

Halvt om halvt, som Degnen.

Straamand

Se disse Børn; – De ser den – denne Klynge?

Den kan paa Forhaand mig Viktoria synge!

Hvor var det muligt at – hvor var det gjørligt – –[;]

Nej, Sandheds Ord er mægtigt, ubønhørligt[;] –

At stoppe Øret til[l], kan kun en Taabe.

Se[,] – disse Børn er Elskovsbørn tilhobe – – –!

[(]standser forvirret.[)]

Ja det vil sige – nej, naturligvis –!

Faksimile

Frøken Skjære

[(]vifter sig med Lommetørklædet.[)]

Det er en meget uforstaaelig Tale.

Falk

Se der leverer De jo selv Bevis;

Et af de ægte, gode, nationale.

De skjelner mellem Ægteskabets Panter,

Og Elskovs ditto; – deri gjør De klogt;

Der Forskjel er, som mellem raat og kogt,

Som mellem Markens Blomst og Potteplanter.

Hos os er Kjærligheden snart en Videnskab;

Forlængst den hørte op at være Lidenskab.

Hos os er Kjærligheden som et Fag[;]

Den har sit faste Laug, sit eget Flag[;]

Den er en Stand af Kjærester og Ægtemænd, –

De passer Tjenesten og kan nok mægte den[;]

Thi der er Samhold, som i Havets Tangforgrening.

Alt, hvad Etaten mangler, er en Sangforening –

Guldstad

Og en Avis!

Falk

Godt! I skal faa Avisen!

Det var en god Ide; [vi] har jo Blade

For Børn og Damer, Troende og Skytter.

Jeg haaber [i]ngen spørger efter Prisen.

Der skal I faa at se, som paa Parade,

Hvert Baand, som Per og Poul i Byen knytter;

Der rykkes ind hvert rosenfarvet Brev,

Som Vilhelm til[l] sin ømme Laura skrev;

Der trykkes blandt ulykkelige Hændelser[,] –

Som ellers Mord og Krinolinforbrændelser[,] –

Hvert Opslag, som fandt Sted i Ugens Løb;

Der averteres under Salg og Kjøb

Hvor brugte Ringe billigst kan bekommes;

Der annonceres Tvillingen og Trillingen, –

Og er der Vielse, saa sammentrommes

Faksimile

Det hele Laug at se paa Forestillingen[;] –

Og vanker der en Kurv, saa prentes den

I Bladet mellem andre Nyhedsstoffer[;]

Det lyde skal omtrent som saa «Igjen

Har Elskovsdjævlen krævet her et Offer!»

Jo, I skal se, det gaar; thi naar det lider

Imod den Tid, da Abonnenten bider,

Da bruger jeg en [Madding], som [ej] dræber den[;] –

Da slagter jeg, paa Storbladsvis, [] en Pebersvend[.]

Jo, I skal se mig kjækt til Laugets Nytte stridende[;]

Som Tiger, ja, som Redaktør mit Bytte bidende –

Guldstad

Og Bladets Titel?

Falk

[«]Amors norske Skyttetidende[»]!

Styver

[(]nærmer sig.[)]

Det er dog ej dit Alvor vel? Du vil

Ej sætte slig dit gode Navn paa Spil!

Falk

Mit ramme Alvor. Tidtnok paastod man

At [i]ngen kan af Kjærligheden leve;

Jeg vise skal, den Paastand er ej sand;

Thi jeg skal leve af den som en Greve,

Især hvis Frøken Skjære, som jeg haaber,

Levere vil Herr Straamands «Livs-Roman»

Til[l] Skjænkning ud, som Feuilleton, i Draaber.

Straamand

[(]forskrækket.[)]

Gud staa mig bi! Hvad er nu det for Plan?

Mit Livs Roman! Naar var mit Liv romantisk[?]

Frøken Skjære

Det har jeg aldrig sagt!

Styver

En Misforstaaelse!

Faksimile

Straamand

Jeg skulde gjort mig skyldig i Forgaaelse

Mod Skikk og Brug? Der lyver De gigantisk!

Falk

Nu godt.

[(]slaar Styver paa Skulderen.[)]

Her staar en Ven, som ej vil svigte.

Jeg aabner Bladet med Kopistens Digte.

Styver

[(]efter et forfærdet Blik paa Præsten.[)]

Men er Du gal! Nej, maa jeg be’ om Ordet! –

Du tør beskylde mig for Vers – –

Frøken Skjære

Nej Gud –!

Falk

Det Rygte gaar dog ud ifra Kontoret.

Styver

[(]i høj Vrede.[)]

Fra vort Kontor gaar aldrig Noget ud!

Falk

Ja svigt mig ogsaa Du; jeg har endda

En trofast Bror, som ikke falder fra.

[«]Et Hjertes Saga[»] venter jeg fra Lind,

Hvis Elskov er for fin for Havets Vind,

Som offrer Landsmænds Sjæle for sin Kjærlighed, –

Sligt viser Følelsen i al dens Herlighed!

Fru Halm

Herr Falk, nu er mit Taalmods Rest tilende.

Vi kan ej leve under samme Tag; –

Jeg haaber at De flytter end idag –

Falk

[(]med et Buk, idet Fruen og Selskabet gaar ind.[)]

Det var jeg forberedt paa vilde hænde.

Straamand

Imellem os er Krig paa Død og Liv;

Faksimile

De har fornærmet mig med samt min Viv,

Ja mine Børn, fra Trine ned til Ane; – –

Gal kun, Herr Falk, – gal, som Ideens Hane –

[(]gaar ind med Kone og Børn.[)]

Falk

Og skrid De fremad paa Apostlens Bane

Med Deres Kjærlighed, som De har mægtet

At faa, før tredje Hanegal, fornægtet!

Frøken Skjære

[(]faar Ondt.[)]

Følg med mig, Styver; hjælp mig at faa hægtet

Korsettet op; – kom[], skynd Dig, – denne Vej.

Styver

[(]til[l] Falk idet han gaar med Frøken Skjære under Armen.[)]

Jeg siger op vort Venskab!

Lind

Ogsaa jeg.

Falk

[(]alvorlig.[)]

Du ogsaa, Lind!

Lind

Farvel!

Falk

Du var min næreste – –

Lind

[Det hjælper ej]; hun ønsker det, min Kjæreste.

[(]han gaar ind; Svanhild er bleven staaende ved Altantrappen.[)]

Falk

Se saa; nu har jeg Plads paa alle Kanter; –

Nu har jeg ryddet om mig!

Svanhild

Falk, et Ord!

Faksimile

Falk

[(]viser høfligt mod Huset.[)]

Den Vej, min Frøken; – der gik Deres Moer

Med alle Venner og med alle Tanter.

Svanhild

[(]nærmer sig.[)]

Ja, lad dem gaa; min Vej er ikke deres;

Ved mig skal ikke Flokkens Tal forfleres.

Falk

De gaar ej?

Svanhild

Nej. Vil De mod Løgnen stride,

Jeg staar, som [Væbner], tro ved Deres Side.

Falk

De, Svanhild; De, som –

Svanhild

Jeg, som end igaar –?

O, var De selv da, Falk, igaar den [s]amme?

De bød mig, som en Lykke, Siljens Kaar –

Falk

Og Siljen fløjted, fløjted mig tilskamme!

Nej De har Ret[t]; da var det Børneværk;

Men De har vakt mig til et bedre Virke; –

Midt indi Stimlen staar den store Kirke,

Hvor Sandheds Røst skal runge ren og stærk.

Det gjælder ej at skue, som Asynjen,

Fra [ Højden ] over al den vilde Dyst[;] –

Nej, bære Skjønhedsmærket i sit Bryst,

Som Hellig-Olaf bar sit Kors paa Brynjen, –

At se med Langsyn over Slagets Vidder,

Skjønt hildet han i Kampens Virvar sidder, –

Et Skimt af Sol bag Taagen at bevare,

Det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!

Faksimile

Svanhild

Og De vil klare det[,] [] naar De staar fri,

Og staar alene.

Falk

Stod jeg da i Stimlen?

Og det er Kravet. Nej, den er forbi,

Hin Isolerthedspagt med mig og Himlen.

Endt er min Digtning indfor Stuevægg[;]

Mit Digt skal leves under [Gran] og Hægg,

Min Krig skal føres midt i Døgnets Rige[;] –

Jeg eller Løgnen – [e]n af os skal vige!

Svanhild

Saa gaa da signet frem fra Digt til Daad!

Jeg har Dem miskjendt; De har Hjertevarme;

Tilgiv, – og lad os skilles uden Harme –

Falk

Nej, den har Plads for To, min Fremtids Baad!

Vi skilles ikke. Svanhild, har De Mod,

Saa følges vi i Kampen Fod for Fod!

Svanhild

Vi følges?

Falk

Se, jeg staar forladt af [a]lle,

Har ingen Ven, har Krig med hver Bekjendt,

Mod mig er Hadets hvasse Spydsodd vendt; –

Sig, har De Mod, med mig at staa og falde?

Min Fremtidsvej gaar gjennem Skikk og Brug,

Hvor tusind Hensyns Lænker Foden tvinger[;] –

Der breder jeg, som alle [a]ndre, Dug,

Og sætter Ringen paa min Elsktes Finger!

[(]drager en Ring af sin Haand, og holder den ivejret.[)]

Svanhild

[(]i aandeløs Spænding.[)]

Det vil De?

Faksimile

Falk

Ja, og vi skal vise Verden,

At Kjærligheden har en evig Magt,

Som bær den uskadt og i al sin Pragt

Igjennem Døgnets Dynd paa Hverdagsfærden.

Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,

Der brandt, som Baun paa Bergets bratte Tinde; –

Da blev De rædd, De skalv, thi De var Kvinde;

Nu peger jeg mod Kvindens sande Maal!

En Sjæl, som Deres, holder hvad den lover;

Se Sluget for Dem, – Svanhild, sætt nu over!

Svanhild

[(]neppe hørligt.[)]

Og hvis vi faldt –?

Falk

[(]jublende.[)]

O nej, jeg ser et Skjær

I Deres Øje, som vor Sejr forkynder!

Svanhild

Saa tag mig hel og holden, som jeg er!

Nu springer Løvet ud; min Vaar begynder!

[(]hun kaster sig med Kjækkhed i hans Arme idet Tæppet falder.[)]

Faksimile

Tredje Akt.

Aften og klart Maaneskin. Rundt om paa Træerne brænder farvede Lamper. I Baggrunden Borde med
Opdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde fra Huset, hvor alle Vinduer er oplyste, høres dæmpet
Pianofortespil og Sang under de følgende Optrin. [ Svanhild ] staar ved Altanen. [ Falk ] kommer fra Højre
med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. [ Oppasseren ] følger efter med en Kuffert og en Vadsækk.

Falk

Det er jo Resten?

Oppasseren

Ja nu tror jeg neppe

Det fattes [a]ndet, end en liden Skræppe

Og Sommerfrakken.

Falk

Godt; det tar jeg med

Paa Ryggen naar jeg gaar. Kom[] saa afsted; –

Se her er Mappen.

Oppasseren

Der er Laas for, ser jeg.

Falk

Ja der er Laas for, Sivert.

Oppasseren

Godt.

Falk

Den ber jeg,

Du strax vil brænde.

Faksimile

Oppasseren

Brænde?

Falk

Ja til Kul –

[(]smilende.[)]

Med alle Vexler paa poetisk Guld.

Og Bøgerne, – dem kan Du selv beholde.

Oppasseren

Aa nej da; skal jeg slig Bekostning volde?

Men naar Herr Falk kan Bøger bortforære,

Saa er han færdig da med al sin Lære?

Falk

Alt, hvad af Bøger læres, har jeg lært –

Og endda [m]ere.

Oppasseren

Mere? Det var svært.

Falk

Ja skynd Dig; Bærerne staar udfor Døren[;] –

Nu faar Du hjælpe dem at læsse Børen.

[(]Oppasseren gaar ud til Venstre.[)]

Falk

[(]nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde.[)]

Vi har en Time, Svanhild, for os selv,

I Lys af Gud og Sommernattens Stjerner.

Se, hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,

Lig Frugt paa Gren, de Verdenstræets Kjerner.

Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,

Nu har for sidste Gang mig Svøben rammet;

Som Jacobs Ætt, med Vandringsstav i Haand

Og rejseklædt, jeg staar for Paaskelammet.

Du sløve Slægt, hvis Syn er stængt og lukt

For Løftets Land bag Ørkensandets Flugt,

Du travle ridderslagne Træl af Tiden,

Faksimile

Mur Du kun Kongegrav i Pyramiden, –

Jeg gaar til Frihed gjennem Døgnets Ørk,

For mig er Fremkomst selv i Havets Fjære;

Men Fiendens Fylking, Løgnens fule Lære,

Skal finde der sin Gravtomt, dyb og mørk!

[(]kort Ophold; han ser paa hende og tar hendes Haand.[)]

Du er saa stille, Svanhild!

Svanhild

Og saa glad!

O lad mig drømme, lad mig stille drømme.

Tal Du for mig; frem gaar da, som paa Rad,

Min Tankes Knopper, sprungne ud til Kvad,

Lig modne Liljer over Tjernets Strømme.

Falk

Nej, sig det engang til[l], med Sandheds rene

Usvigelige Røst, at Du er min!

O sig det, Svanhild, sig –

Svanhild

[(]kaster sig om hans Hals.[)]

Ja, jeg er din!

Falk

Du Sangfugl, sendt af Gud til mig alene!

Svanhild

Jeg var en [h]jemløs i min Moders Hus,

Jeg var en [e]nsom i mit eget Indre,

En ubedt Gjæst i Glædens Glans og Sus, –

Gjaldt [i]ntet der – ja stundom endnu mindre.

Se da kom Du! For første Gang paa Jord

Jeg fandt min Tanke bag en [a]ndens Ord;

Hvad spredt jeg drømte, vidste Du at samle,

Du Ungdomskjække mellem Livets Gamle!

Halvt stødte Du mig bort med hvass Forstand,

Halvt vidste Du med Solblink mig at drage,

˹ løvklædt ˺ Som Havet drages af en [] Strand ˹løvklædt˺

Og Skjæret skyver Sjøerne tilbage.

Faksimile

100

Nu har jeg seet til Bunden af din Sjæl,

Nu har Du mig udelelig og hel;

Du Løvtræ over Bølgeleg, Du Kjære,

Mit Hjertes Flugt har Flod, men aldrig Fjære!

Falk

Og takket være Gud, at han har døbt

Min Kjærlighed i Smertens Bad. Jeg vidste

Knapt selv hvad Trang mig drog, før dyrekjøbt

Jeg saa i Dig den Skatt, jeg skulde miste.

Ja priset han, som i min Livsensbog

Med Sorgens Indsegl har min Elskov adlet,

Som gav os Fribrev paa vort Sejerstog,

Og bød os jage hjemad gjennem Skog,

Som Adelspar, paa Vingehesten sadlet!

Svanhild

[(]peger mod Huset.[)]

Derinde er der Fest i alle Sale,

Der lyser Lamper for de unge To,

Der lyder glade Venners Sang og Tale.

Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro,

At der er Lykken – blandt de glade Røster.

[(]medlidende.[)]

Du Verdens Lykkebarn, – Du stakkels Søster!

Falk

Du siger stakkels[?]

Svanhild

Har hun ikke delt

Sit Sjæleguld med ham og alle Frender,

Sat ud sin Kapital paa hundred Hænder,

Saa [i]ngen skylder hende Summen helt?

Hos [i]ngen af dem har hun [a]lt at kræve,

For [i]ngen af dem har hun helt at leve.

O, jeg er tifold rigere end hun;

Jeg har en [e]neste i Verden kun.

Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,

Med tusindfoldig Sang, Du drog derind;

Faksimile

101

Du raader der paa alle Tankens Baner[;]

Lig Vaarens Vellugt fylder Du mit Sind.

Ja, jeg maa takke Gud i denne Time,

At jeg var ensom indtil Dig jeg fandt, –

At jeg var død og hørte Klokken kime,

Som kaldte mig til Lys fra Livets Tant.

Falk

Ja vi, de venneløse To i Verden,

Vi er de rige; vi har Lykkens Skatt,

Vi, som staar udenfor og ser paa Færden

Igjennem Ruden i den stille Natt;

Lad Lamper lyse og lad Toner klinge,

Lad dem derinde sig i Dansen svinge; –

Se opad, Svanhild, – opad i det Blaa[;] –

Der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –

Svanhild

Lytt stilt, Du Elskte, – i den svale Kveld

Gaar gjennem Lindens Løv et Tonevæld –

Falk

Det er for os de tindrer højt i Salen –

Svanhild

Det er for os det synger gjennem Dalen!

Falk

Jeg føler mig som Guds forlorne Barn;

Jeg svigted ham og gik i Verdens Garn.

Da vinked han mig hjem med milde Hænder;

Og nu, jeg kommer, nu han Lampen tænder,

Bereder Højtid for den fundne Søn,

Og skjænker mig sit bedste Værk i Løn.

Fra denne Stund jeg sværger, ej at svigte, –

Men staa som væbnet Vagt i Lysets Lejr.

Vi holder sammen[,] og vort Liv skal digte

En Højsang stærk om Kjærlighedens Sejr!

Faksimile

102

Svanhild

Og se, hvor lett det er for To at vinde,

Naar han er Mand –

Falk

Og hun er heltud Kvinde; –

Det var ugjørligt at to [s]lige faldt!

Svanhild

Saa op til[l] Kamp mod Savnet og mod Sorgen;

[(]viser Falks Ring, som hun bær paa Fingeren.[)]

I denne Stund fortæller jeg dem [a]lt!

Falk

[(]hurtigt.[)]

Nej, Svanhild, ikke nu; vent til[l] imorgen!

Ikveld vi plukker Lykkens Roser røde;

At gaa til[l] Dagværk nu, var Helligbrøde.

[(]Døren til Havestuen aabnes.[)]

Din Moder kommer! Skjul Dig! Som min Brud

Skal intet Øje Dig iaften møde!

[(]de gaar ud mellem Træerne ved Lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer ud paa Altanen.[)]

Fru Halm

Han flytter virkelig!

Guldstad

Det ser saa ud.

Styver

[(]kommer.[)]

Han flytter, Frue!

Fru Halm

Ja, Du gode Gud, –

Vi ved det nok!

Styver

Det er en slem[] Omstændighed.

Han holder Ord; jeg kjender hans Ubændighed.

Han sætter os i Bladet Allesammen;

Min Kjæreste blir trykt i flere Oplag,

Imellem Kurve, Tvillinger og Opslag.

Faksimile

103

Hør, ved De hvad; hvis ej det var for Skammen,

Jeg foreslog Forlig, en Vaabenstilstand –

Fru Halm

Det tror De han gaar ind paa?

Styver

Ja, jeg tror.

Der er Indicier, der er visse Spor,

Som viser, at da nys det store Ord

Han førte, var han i beskjænket Tilstand.

Ja, der er en Prov, som, om just ikke fældende,

Dog taler meget stærkt imod Angjældende;

Det er ham overført, at efter Bordet

Han indfandt sig i Linds og egen Bolig,

Og viste der en Adfærd, højst urolig,

Slog sønder – –

Guldstad

[(]ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende
skjult ved Lysthuset.[)]

Stopp, vi er paa rette Sporet!

Et Øjeblik, Fru Halm! Falk flytter ikke,

Og gjør han det, da gjør han det som Ven.

Styver

Saa? Tror De ogsaa –?

Fru Halm

Aa, hvor vil De hen!

Guldstad

Ej længer, Frue, end det kan sig skikke;

Jeg [klarer] Sagen til gjensidigt Held.

Blot et Minut paa Tomandshaand –

Fru Halm

Nu vel!

[(]de gaar sammen ud[HIS: 'u' i 'ud' er snudd.] i Haven; under det Følgende ser man dem fra og til[l] i Baggrunden i ivrig Samtale.[)]

Faksimile

104

Styver

[(]stiger ned i Haven idet han opdager Falk, som staar og ser ud over Vandet.[)]

De Herrer Digtere er Hævns- og Hads-Mænd;

Men vi Regjeringsfolk er fine Statsmænd;

Jeg vil arbejde for mig selv –

[(]ser Præsten, som kommer fra Havestuen.[)]

Se saa!

Straamand

[(]paa Altanen.[)]

Han flytter virkelig!

[(]gaar ned til Styver.[)]

Aa, Kjære, – gaa,

Gaa ind et lidet Øjeblik i Stuen

Og hold min Kone –

Styver

Skal jeg holde Fruen!

Straamand

Med Selskab, mener jeg. Vi og de Smaa,

Vi er saa vante til[l] at være sammen,

Og aldrig –

[(]idet Fruen og Børnene viser sig i Døren.[)]

Naa, der er de alt paa Trammen!

Fru Straamand

Hvor er Du, Straamand?

Straamand

[(]sagte til Styver.[)]

Find paa et Par Ord, som

Kan fængsle dem, – en Ting, som er lidt morsom!

Styver

[(]gaar op paa Altanen.[)]

Har Fruen læst Departementets Bønskrift?

Det er et Mønster paa stilistisk Skjønskrift; –

[(]tar en Bog op af Lommen.[)]

Nu skal jeg in extenso referere –

[(]nøder dem høfligt ind i Stuen igjen, og gaar selv med. Falk kommer frem i Haven; han og Straamand
mødes; de ser en Stund paa hinanden.[)]

Faksimile

105

Straamand

Nu?

Falk

Nu?

Straamand

Herr Falk!

Falk

Herr Pastor!

Straamand

Er De mere

Medgjørlig nu, end da vi skiltes?

Falk

Nej,

Jeg gaar min ufravigelige Vej –

Straamand

Selv om De træder Næstens Lykke ned?

Falk

Jeg planter Sandheds Urt i Lykkens Sted.

[(]smilende.[)]

Forresten tænker De nok paa Avisen

For Elskende?

Straamand

Naa, var det kanske Spøg?

Falk

Ja, trøst Dem med, det Værk gaar op i Røg;

I Gjerning, ej paa Prent, jeg bryder Isen.

Straamand

Og om De sparer mig, saa ved jeg vist en

Person, som ikke slipper mig saa lett;

Han nytter Overtaget, han, Kopisten, –

Og det er Deres Skyld, og det er slett.

De rørte op i gamle Sværmerier,

Faksimile

106

Og De kan bande paa, han ikke tier

Med dem, ifald jeg mukker blot et Ord

Mod Kravet, som de [skraaler] paa i Kor.

Regjeringsfolket har en svare Magt

I Pressen nuomstunder, er mig sagt.

En Styverfængeropsats kan mig fælde,

Hvis den blir prentet i det store Blad,

Som slaar med Samsons Haandgevær og Vælde,

Og gaar ivej med baade [Hov] og Vad,

Besynderlig mod Slutten af Kvartalerne –

Falk

[(]indrømmende.[)]

Ja – hørte Deres Saga til Skandalerne – –

Straamand

.
[(]forsagt.[)]

Alligevel. Det Blad har mange Spalter;

Pas[s] paa; der offres jeg paa Hævnens Alter.

Falk

.
[(]med Lune.[)]

Paa Straffens, mener De, – og vel fortjent.

Der gaar en Nemesis igjennem Livet;

Den rammer sikkert, skjønt den rammer sent, –

At rømme væk fra den, er [I]ngen givet.

Har [e]n forsyndet sig imod Ideen,

Saa kommer Pressen, dens aarvaagne Vagt,

Og man faar finde sig i Efterveen.

Straamand

Men Herregud, naar slutted jeg Kontrakt

Med den «Ide», som føres her i Munden!

Jeg er jo Ægtemand, Familjefar, –

Husk paa, at tolv Umyndige jeg har; –

Jeg er jo af min Dagliggjerning bunden,

Jeg har Annexer og en vidtstrakt Gaard,

En talrig [Stamhjord], aandelige Faar, –

Faksimile

107

Se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;

Der [tærskes] skal og i Komposten klores;

Man spør om mig i [Stalden] og i Kveen; –

Naar faar jeg Tid at leve for Ideen [?]

Falk

Ja, saa rejs hjem igjen jo før jo heller;

Kryb ind, før Vinter, under Tørvetaget.

Se, i det unge Norge er det daget;

Den kjække Fylking tusind Stridsmænd tæller,

Og Morgenvindens Strømning fylder Flaget.

Straamand

Og, unge Mand, ifald jeg rejste hjem

Med alle [m]ine, ja med alle dem,

Som var igaar mit lille Kongerige, –

Har ikke [m]angt idag da vendt sig om?

Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –

[(]da Falk vil svare.[)]

Nej vent, og hør paa, hvad jeg har at sige.

[(]træder nærmere.[)]

Der var en Tid, da jeg var ung, som De,

Og ikke mindre kjæk[] og uforfærdet.

Jeg sled for Brød og der gik Aar forbi;

Se, sligt gjør Aanden ej, som Haanden, hærdet.

Jeg kom dernord; mit Hjem laa stil[l]t bag Fjeldet,

Og Verdens Ring for mig blev Præstegjeldet. –

Mit Hjem – Herr Falk! Ja, ved De hvad et Hjem er?

Falk

[(]kort.[)]

Det har jeg aldrig vidst.

Straamand

Det vil jeg tro.

Et Hjem er der, hvor dejligt Rum for Fem er,

Skjønt der blandt Fiender [tykkes] trangt for To.

Et Hjem er der, hvor alle dine Tanker

Kan lege frit, som Børn paa Faders Fang,

Hvor ej din Røst paa Hjertedøren banker,

Før Svaret lyder i beslægtet Sang.

Faksimile

108

Et Hjem er der, hvor dine Haar kan graane,

Og [i]ngen mærker, at Du ældes dog,

Hvor kjære Minder [dæmrer for] at blaane,

Som Aasens Ryggning blaaner bagom Skog.

Falk

[(]med tvungen Spott.[)]

De blir jo varm –

Straamand

Ved det, som De kun ler af!

Saa uligt har Vorherre os To skabt.

Mig fattes det, som De fik desto mer af;

Men jeg har vundet der, hvor De har tabt.

Fra Skyen skimtet, ser ud som en Skrøne,

Mangt Sandhedskorn ved Landevejens Kant;

De vil tilvejrs, jeg knapt til Tagets Møne, –

En Fugl blev skabt til Ørn –

Falk

Og en til Høne.

Straamand

Ja le De kun, og lad det være sandt.

Jeg er en Høne; – godt! Men under Vingen

Jeg har en Kyllingflok, og De har ingen!

Og jeg har Hønens Mod og Hjerterum,

Og jeg slaar fra mig, naar det [m]ine gjælder.

Jeg ved jo nok, De mener jeg er dum,

Ja muligt, at en værre Dom De fælder,

Og holder mig for gridsk paa Verdens Gods[;] – []

Godt, ingen Strid om sligt imellem os!

[(]griber Falks Arm og tilføjer dæmpet, men med stigende Styrke.[)]

Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige[;]

M[e]n jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,

Og jeg fordummedes i Trængselskrige,

Og jeg blev sløv paa Ensomhedens Hav.

[Dog,] alt som Ungdomssnekken, Sejl for Sejl,

Gik under bag den endeløse Dønning,

Da stak en anden op paa Havets Spejl,

Og bar for Landvind ind med Livets Lønning.

Faksimile

109

For hver en Drøm, som gik i Strævet under,

For hver en S[v]ingfjær, som paa Flugten knak,

Jeg fik til Skjænk et lidet Guds Vidunder,

Og Herrens Skjænk jeg tog med Pris og Takk.

For dem jeg stred, for dem jeg bar i Dynge,

For dem jeg tyded selv den hellige Skrift; –

Det var min Blomstergaard, min Børneklynge; –

Nu har De plettet dem med Spottens Gift!

De bar bevist, æsthetisk og forfatterligt,

At al min Lykke var en Daares Tro,

At det, jeg tog for Alvor, det var latterligt; –

Nu kræver jeg, giv mig igjen min Ro,

Men giv mig den foruden Brækk og M[é]n –

Falk

De kræver, jeg skal Lykkens Hjemmel drøfte –[?]

Straamand

Ja, De har kastet paa min Vej en Sten,

En Tvivlens Sten, som ikkun De kan løfte.

Tag væk det [Stængsel] mellem mig og [m]ine,

Som De har bygt, tag [Grimen] af min Hals –

Falk

De tror, at jeg har Løgnens Lim tilfals,

For Lykkens sprukne Kar med det at kline?

Straamand

Jeg tror, at Troen, som De rev omkuld

Med Ord, den kan med Ord igjen De rejse;

Jeg tror De kan den brukne Lænke svejse; – –

Døm om igjen, – tal Sandhed hel og fuld,

Bevis paanyt[,] – saa jeg kan Flaget hejse –

Falk

[(]stolt.[)]

Jeg stempler Lykkens Messing ej som Guld.

Straamand

[(]ser fast paa ham,[)]

Saa kom ihug, her nys blev sagt et Ord

Faksimile

110

Af [e]n, som vejrer Sandhedsharens Spor:

[(]med opløftet Finger.[)]

Der gaar en Nemesis igjennem Livet;

At rømme væk fra den, er [i]ngen givet!

[(]han gaar mod Huset.[)]

Styver

[(]kommer ud med Briller paa og med den aabne Bog i Haanden.[)]

Herr Pastor, De maa være som en Vind!

De Unge græder –

Børnene

[(]i Døren.[)]

Far!

Styver

Og Fruen venter!

[(]Straamand gaar ind i Huset.[)]

Styver

Den Dame har ej Sands for Argumenter.

[(]putter Bogen og Brillerne i Lommen og kommer nærmere.[)]

Falk!

Falk

Ja!

Styver

Jeg haaber Du har skiftet Sind.

Falk

Og hvorfor?

Styver

Aa, det er da lett forklarligt;

Du indser sagtens, det er uforsvarligt

At gjøre Brug af konfidentielle

Meddelelser; – dem maa man ej fortælle.

Falk

Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.

Styver

Ja Død og Pine!

Faksimile

111

Falk

Ja, men blot for Storfolk.

Styver

[(]ivrig.[)]

Det farligt er for alle Slags Kontorfolk.

Du kan vel tænke Dig, hvor det formindsker

Hver Udsigt for mig, dersom Chefen tror,

Jeg har en Pegasus, som gaar og vrinsker

I Arbejdstiden i et sligt Kontor.

Du ved, fra «Revisjonen» og til «Kirken»

Man ynder ikke Vingehestens Virken.

Men værst det blir, ifald det kommer ud,

At jeg har brudt Kontorets [første] Bud,

Og aabenbaret skjulte Ting af Vigtighed.

Falk

Saa den er strafbar, slig en Uforsigtighed?

Styver

[(]hemmelighedsfuld.[)]

Den tvinge kan en offentlig Person

Til at begjære strax sin Demission.

Det er et Lovbud for os, Statens Mandfolk,

At gaa med Laas for Munden selv blandt Grandfolk.

Falk

Men det er jo tyrannisk af en Hersker

At binde Mund paa den – Kopist, som tærsker.

Styver

[(]trækker paa Skuldrene.[)]

Det er legalt; maa lydes uden Knur[].

Desuden, i et Tidspunkt, som nærværende,

Da Gagerevisjonen staar for Tur,

Det er ej klogt at yttre sig belærende

Om Arbejdstidens Brug og dens Natur.

Se, derfor er det at jeg ber Dig: ti dog; –

Et Ord kan skille mig ved –

Falk

Porteføljen?

Faksimile

112

Styver

Officielt benævnes det «Kopibog».

Den Protokol er egentlig som Søljen,

Der lukker Linet for Kontorets Barm;

˹ skatte ˺ At [ ˹gjætte Gaaden˺ ] der, forvolder Harm.

Falk

Og dog det var Dig selv, som bad mig tale,

Og kaste ud et Vink om Pultens Skatt.

Styver

Ja, vidste jeg at Præsten kunde dale

Saa dybt i Dynd, han, som har Lykken fatt,

Som er i Embed, som har Kone, Børn,

Og Penge til at trodse Livets Tørn?

Men kan han falde ned til slig Filister,

Hvad skal man sige da om os Kopister,

Om mig, som er i uforfremmet Stand

Og har en Kjæreste, og snart skal giftes,

Og passe paa at der Familje stiftes,

Etcetera!

[(]hæftigere.[)]

O, var jeg Velstandsmand,

Jeg skulde spænde Pandseret om Hærden

Og slaa i Bordet til den hele Verden.

Og var jeg enligt Mandfolk, jeg, som Du,

[Da kan Du tro, at gjennem Prosa-Sneen]

[jeg skulde bryde Bane for Ideen!]

Falk

Saa berg Dig, Mand!

Styver

Hvad[?]

Falk

Der er Tid endnu!

Agt ikke Verdens uglekloge Dommerfugl[;]

Husk, Frihed gjør en Kaalorm selv til Sommerfugl!

Faksimile

113

Styver

[(]træder tilbage.[)]

Du mener at jeg skulde bryde –!

Falk

Ja; –

Er Perlen væk, hvad gjælder Skallet da?

Styver

Sligt Forslag kunde stilles til en Rus,

Ej til en Mand med Karakter i Jus!

Jeg regner ej, hvad Kristian den Femte

I sin Tid om Trolovelser bestemte, –

Thi det Slags Forhold findes ej berørt i

[«]Lov om Forbrydelser[»] af To-og-fyrti;

For saa vidt var ej Sagen kriminel,

Det var jo intet Brudd paa det Legale –

Falk

Der kan Du se!

Styver

[(]fast.[)]

Ja men alligevel, –

Om slig en Exception blir aldrig Tale.

I trange Tider holdt vi trofast sammen;

Hun fordrer ikke stort af Livets Gammen,

Og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,

At jeg blev skabt for Hjemmet og Kontoret.

Lad Andre følge Svaneflokkens Flugt;

Liv i det [s]maa kan ogsaa være smukt.

Hvad siger ej etsteds Geheimeraad Göthe

Om Mælkevejen, skinnende og hvid?

Af den kan [i]ngen skumme Lykkens Fløde,

Og endnu mindre hente Smørret hid – []

Falk

Naa, var end Maalet Lykkesmørrets Kjærning,

Maa Aanden raade dog i al din Slid; –

En Mand skal være Borger af sin Tid,

Faksimile

114

Men adle Tidens borgerlige Gjerning.

Ja vistnok er der Skjønhed i det [s]maa;

Men [Kunsten] er at [ skue ] og forstaa.

Ej [h]ver, som ynder at haandtere Sølen,

Maa [ derfor ] tro sig Ligemand med «Dølen».

Styver

Saa lad os gaa med Fred vor jævne Vej;

Vi stænger ikke Stierne for Dig,

Vi følger Gaden, Du i Højden svæver.

Hm, der foer ogsaa hun og jeg engang;

Men Dagens Krav er Arbejd, ikke Sang, –

Den dør man fra, alt eftersom man lever.

Se, Ungdomslivet er en stor Proces

Og den unødigste af alle Trætter; –

Gaa paa Akkord, og tænk ej paa Regres;

Thi Sagen taber Du for alle Retter.

Falk

[(]kjækk og trøstig idet han kaster et Øje paa Lysthuset.[)]

Nej, er den ind for sidste Domstol kommen, –

Jeg ved, der er Benaadning bagom Dommen!

Jeg ved, et Liv kan leves ud af To,

Med frelst Begejstring og med reddet Tro;

Men Du forkynder Tidens usle Lære:

At Idealet er det Sekundære!

Styver

Nej det Primære; thi dets Hverv er ude,

Som Blomstens Hverv – naar Frugten sætter Knude.

[(]Inde ved Pianoet spiller og synger Frøken Skjære: «Ach Du lieber Augustin». Styver standser og lytter i
stille Bevægelse.[)]

Hun kalder paa mig med den samme Sang,

Som talte, da vi mødtes første Gang.

[(]lægger Haanden paa Falks Arm og ser ham ind i Øjet.[)]

Saa tidt hun den til Liv i Længsel henter,

Gaar ud ifra min Kjærestes Tangenter

Bekræftet [Gjenpart] af det første Ja.

Og naar vor Kjærlighed tilslutt har Endskab,

Og afdør, til Opstandelse som Venskab,

Faksimile

115

Skal Sangen binde mellem før og da.

Og krøges end min Rygg iflugt med Pulten,

Og blir mit Dagværk kun en Krig mod Sulten,

Saa gaar jeg glad dog Vejen til mit Hjem,

Hvor det Forsvundne staar i Toner frem.

Er der en stakket Kveldstund helt vor egen, –

Da er jeg sluppen skadesløs fra Legen!

[(]han gaar ind i Huset. Falk vender sig mod Lysthuset.[HIS: Svakt punktum.] Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De
ser en Stund i Taushed paa hinanden og kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.[)]

Falk

O, Svanhild, lad os holde trofast ud!

Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden, –

Der ser Du hvad de kalder Liv i Vaaren!

Der lugter Lig af Brudgom og af Brud;

Der lugter Lig, hvor To gaar Dig forbi

Paa Gadehjørnet, smilende med Læben,

Med Løgnens klumre Kalkgrav indeni,

Med Dødens Slapphed over hver en Stræben.

Sligt kalder de at leve! Himlens Magter,

Er slig en Lod da værd de tusind Fagter?

At drætte Børne[hjorder] op til [s]ligt,

At fede dem med Rettsind og med Pligt,

At gjøde dem med Tro en stakket Sommer, –

Til[l] Brug, naar Sjæleslagtningstiden kommer!

Svanhild

Falk, lad os rejse!

Falk

Rejse? Og hvorhen?

Er ikke Verden overalt den [s]amme,

Og findes ej paa Hvermands Vægg igjen

Den samme Løgn i Sandheds Glas og Ramme?

Nej, vi vil blive, nydende Spektaklet,

Tragikomedien, Harlekinsmiraklet[,] –

Et Folk, som tror – hvad hele Folket lyver! []

Se Præsten og hans Kone, Lind og Styver,

Som Kjærlighedens Julebukke takklet,

Faksimile

116

Med Løgn i Hjertet og med Tro i Munden, –

Og endda respektable Folk igrunden!

De lyver for sig selv og for hverandre;

Men Løgnens Indhold, det tør [i]ngen klandre; –

Hver regner sig, skjønt Havsnødsmand paa Kjølen,

For Lykkens Krøsus, salig som en Gud;

[ Selv ] drev de sig af Paradiset ud,

Og bums til Ørerne i Svovelpølen;

Men [i]ngen af dem skjønner hvor han sidder,

Og Hvermand tror sig Paradisets Ridder,

Og Hvermand smiler under Ak og Uf;

Og kommer Belzebub med Brøl og Gluff,

Med Horn og Bukkeben og noget Værre, –

Da muntrer man sin Nabo med et Puff:

Tag Hatten af Dig; se, der gaar Vorherre!

Svanhild

[(]efter en kort tankefuld Stillhed.[)]

Hvor underfuldt en kjærlig Haand har pegt

Paa Vejen for mig til vort Vaardagsstævne.

Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,

Skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.

O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –

Da bød Du Lys, – da lod Du ham mig finde!

[(]ser paa Falk med stille kjærlig Forundring.[)]

Hvad Kraft er dog i Dig, Du stærke Træ,

Som staar i Vindfaldsskogen rank og frodig,

Som staar alene, og som dog har Læ

For mig –?

Falk

Guds Sandhed, Svanhild; – den gjør modig.

Svanhild

[(]ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed.[)]

De kom som onde Fristere, de To,

Hver Talsmand for sin halve Del af Slægten.

En spurgte: Hvor kan Ungdomselskov gro,

Naar Sjælen luder under Velstandsvægten?

Den Anden spurgte: Hvor har Elskov Liv,

Faksimile

117

Naar Kravet er en evig Armodskiv?

Forfærdeligt – at præke denne Lære[HIS: Skadet 'æ'.]

Som Sandheds Ord, og endda Livet bære!

Falk

Og hvis det nu gjaldt os?

Svanhild

Gjaldt os? Hvad da?

Kan ydre Vilkaar gjøre til[l] og fra?

Jeg har alt sagt Dig det; hvis Du vil stride,

Da vil jeg staa og falde ved din Side.

O, [i]ntet er saa lett, som Biblens Bud,

At lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,

Og følge den, man elsker, frem til Gud.

Falk

[(]favner hende.[)]

Saa kom[] da, Vintervejr, med Vold og Vælde!

Vi staar i Stormen; os kan [i]ngen fælde!

[(]Fru Halm og Guldstad kommer ind fra Højre i Baggrunden. Falk og Svanhild blir staaende ved Lysthuset.[)]

Guldstad

[(]dæmpet.[)]

Se, Frue!

Fru Halm

[(]overrasket.[)]

Sammen!

Guldstad

Tvivler De endnu?

Fru Halm

Det var mærkværdigt!

Guldstad

Aa, jeg har nok mærket,

At han saa stillt har ruget over Værket.

Fru Halm

[(]hen for sig.[)]

Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu?

Faksimile

118

[(]livligt, til Guldstad.[)]

Men, nej, jeg kan ej tro –

Guldstad

Vel; det skal prøves.

Fru Halm

Nu strax paa Stedet?

Guldstad

Ja, og eftertrykkeligt.

Fru Halm

[(]rækker ham Haanden.[)]

Gud være med Dem!

Guldstad

[(]alvorlig.[)]

Takk, det kan behøves.

[(]kommer nedover.[)]

Fru Halm

[(]ser sig tilbage idet hun gaar.[)]

Hvad Udfald Sagen faar, blir Barnet lykkeligt.

[(]gaar ind i Huset.[)]

Guldstad

[(]nærmer sig til Falk.[)]

Det er vel knapt med Tiden?

Falk

Et Kvarter,

Saa gaar jeg.

Guldstad

Der behøves ikke mer.

Svanhild

[(]vil fjerne sig.[)]

Farvel!

Guldstad

Nej bi!

Faksimile

119

Svanhild

Skal jeg?

Guldstad

Til[l] De har svaret.

Imellem os maa Alting være klaret; –

Vi Tre faar tale ud af Hjertet sammen.

Falk

[(]overrasket.[)]

Vi Tre?

Guldstad

Ja, Falk, – nu maa vi kaste Hammen.

Falk

[(]undertrykker et Smil.[)]

Til Tjeneste.

Guldstad

Saa hør. Det er omtrent

Et halvt Aars Tid vi har hinanden kjendt;

Vi [kjævled] –

Falk

Ja.

Guldstad

Fast aldrig var vi enige;

Vi gav hinanden tidt det glatte Lag;

De stod som Høvding for en stortænkt Sag,

Jeg var kun en af Døgnbedriftens Menige.

Og endda var det som en Streng, der bandt

Imellem os, som tusind glemte Sager

Ifra min egen Ungdoms Tankelager,

De støved op og frem for Dagen fandt.

Ja ja, [] De ser paa mig; men graasprængt Haar

Har ogsaa flommet frit og brunt en Vaar,

Og Panden, som [e]ns Dagliggjerning dynker

Med Trældomssved, bar ikke altid Rynker.

Dog nok om det; jeg er Forretningsmand –

Faksimile

120

Falk

[(]lett spottende.[)]

De er den sunde praktiske Forstand.

Guldstad

Og De er Haabets unge glade Sanger.

[(]træder mellem dem.[)]

Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her.

Nu maa vi tale; thi den Stund er nær,

Som bær i Skjoldet Lykke eller Anger.

Falk

[(]spændt.[)]

Saa tal!

Guldstad

[(]smilende.[)]

Jeg sagde Dem igaar, jeg grunded

Paa et Slags Digtning –

Falk

Paa en faktisk.

Guldstad

[(]nikker langsomt.[)]

Ja!

Falk

Og hvis man spør, hvor De tar Stoffet fra –?

Guldstad

[(]ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk.[)]

Det er et fælles Stoff vi To har fundet.

Svanhild

Nu maa jeg gaa.

Guldstad

Nej bliv og hør tilende.

En anden Kvinde bad jeg ej om [s]ligt;

Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kjende;

Til[l] Snærperi er Deres Sind for rigt.

Faksimile

121

Jeg saa Dem voxe, saa Dem foldes ud;

De ejed [a]lt, hvad jeg hos Kvinden skatter; –

Men længe saa jeg kun i Dem en Datter[;] –

Nu spør jeg – vil De være mig en Brud?

[(]Svanhild viger sky tilbage.[)]

Falk

[(]griber ham ved Armen.[)]

Tal ikke mere!

Guldstad

Rolig; hun skal svare.

Spørg ogsaa De, – saa kan hun vælge frit.

Falk

Jeg – siger De!

Guldstad

[(]ser fast paa ham.[)]

Det gjælder at bevare

Tre Liv for Lykken, – ej allene mit.

Forstill Dem ej; det nytter Dem kun lidt;

Thi skjønt min Gjerning ligger i det Lave,

Saa fik jeg endda et Slags Klarsyns-Gave.

Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg saa

Den unge Kjærlighed i Blomst at staa;

Men denne Kjærlighed, den stærke, kjække,

Den er det, som kan hendes Lykke knække.

Falk

[(]farer op.[)]

Det tør De sige!

Guldstad

[(]rolig,[)]

Med Erfarings Rett.

Hvis nu De hende vandt –

Falk

[(]trodsende.[)]

Hvad saa?

Faksimile

122

Guldstad

[(]langsomt og med Eftertryk.[)]

Ja sætt

Hun turde [ [a]lt ] paa denne Grundvold bygge,

Og vove [ [a]lt ] paa dette ene Kort, –

Og Livets Storm faa fejed Grunden bort,

Og Blomsten falmed under Tidens Skygge?

Falk

[(]forglemmer sig og udbryder:[)]

Ugjørligt!

Guldstad

[(]ser betydningsfuldt paa ham.[)]

Hm, saa tænkte ogsaa jeg,

Da jeg var ung, som De. I gamle Dage

Jeg brandt for En; da delte sig vor Vej.

Igaar vi mødtes; – [i]ntet er tilbage.

Falk

Igaar?

Guldstad

[(]smiler alvorligt.[)]

Igaar. De kjender Præstefruen –

Falk

Hvad? Det var hende, som –

Guldstad

Som tændte Luen.

For hende sørged jeg i mange Aar,

Og i dem alle stod hun for mit Minde,

Som den hun var, hin unge fagre Kvinde,

Dengang vi mødtes i den friske Vaar.

Nu tænder I den samme Daarskabsild,

Nu frister I det samme Vovespil, –

Se derfor er det at jeg siger: Varlig!

Stands lidt, og tænk jer om; – jer Leg er farlig!

Falk

Nej, jeg har sagt det hele Thevandslag

Min stærke Tro, som ingen Tvivl kan fælde –

Faksimile

123

Guldstad

[(]udfylder Meningen.[)]

At Kjærligheden efter frit Behag

Kan trodse Vane, Nød og Sorg og Ælde.

Naa, lad saa være; muligt er det sandt;

Men se nu Sagen fra en anden Kant.

Hvad Elskov er, ved [i]ngen at forklare;

Hvori den stikker, denne glade Tro,

At [ En ] blev skabt til saligt Liv i [ To ] –

Se, det kan ingen Mand paa Jord besvare.

Men Ægteskabet, det er noget Praktisk,

Og ligesaa Forlovelse, min Ven; –

Og lett det lar sig eftervise faktisk,

At [e]n er skikket just for den og den.

Men Kjærligheden kaarer jo iblinde,

Den vælger ej en Hustru, men en Kvinde;

Og hvis nu denne Kvinde ej er skabt

Til Viv for Dem –?

Falk

[(]spændt.[)]

Nu?

Guldstad

[(]trækker paa Skuldrene.[)]

Saa er Sagen tabt.

En lykkelig Forlovelse betinges

Ej blot af Elskov, men af meget mer,

Familjelemmer, som man gjerne ser,

Af Sind, som under samme Hatt kan bringes.

Og Ægteskabet? Ja, det er et Hav

Af lutter Fordringer og lutter Krav,

Som lidet har med Elskov at bestille.

Her kræves Huslighed og Dyder milde,

Her kræves Kjøkkensands og andet [s]ligt,

Forsagelse og Agt for Bud og Pligt, –

Og [m]eget, som i Frøkenens Nærværelse

Ej gjøres kan til Gjenstand for Belærelse.

Falk

Og derfor –?

Faksimile

124

Guldstad

Lyd et Raad, saa godt, som Guld.

Brug lidt Erfaring; hør Dem om i Livet,

Hvor hvert Par Elskende tar Munden fuld,

Som hele Millionen dem var givet.

For Alteret skal de sporenstregs, de To;

De faar et Hjem og er i Lykkens Kridthus;

Saa gaar en Tid i Sejersrus og Tro;

Saa kommer der en Opgjørsdag; – jo, jo!

Da er det hele Bo et stort Fallithus!

Fallit er Ungdoms Blomst paa Konens Kind,

Fallit er Tankens Flor i hendes Indre;

Fallit er Sejrens Mod i Mandens Sind,

Fallit hver Glød, som fordum saaes at tindre;

Fallit, fallit er hele Boets Masse;

Og slige To gik dog i Livet ind

Som Elskovs Handelshus af første Klasse!

Falk

[(]i stærkt Udbrudd.[)]

Det er en Løgn!

Guldstad

[(]urokkelig.[)]

For nogle Timer siden

Var det dog Sandhed. Det var [ Deres ] Ord,

Da her De stod, som han i Brabantstriden,

Og sloges med det ganske Thevandsbord.

Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,

Som nu fra Dem; [naa ja, det fattes nemt;]

Vi finder Alle jo, det [klinger slemt]

At høre Døden nævne, naar vi skranter.

Se Pr[e]sten, han, som komponerte, malte,

I [Frier]dagene, med Aand og Smag; –

Hvor kan De undres paa at Manden dalte,

Da han og hun kom under fælles Tag?

Hun var jo skabt for ham til Elskerinde, –

Til Viv for ham hun skabtes ingensinde.

Og saa Kopisten, som skrev gode Vers?

Da Fyren var i Herrens Navn forlovet,

Kom hele Rimeriet strax paatvers,

Faksimile

125

Og siden den Tid har hans Muse sovet

Ved Rokkeduren af en evig Jus.

Der ser I – –

[(]betragter Svanhild.[)]

Fryser De?

Svanhild

[(]sagte.[)]

Jeg fryser ikke.

Falk

[(]tvinger sig ind under en spøgende Tone.[)]

Og naar det aldrig ender med et Plus,

Men kun med Minus, – hvorfor vil De stikke

Den Kapital, De raader over, i

Sligt lidet fordelagtigt Lotteri?

Det lader næsten, som De har den Tro,

At De blev særlig skabt for Bankerotten?

Guldstad

[(]ser paa ham, smiler, og ryster paa Hovedet.[)]

Min kjække unge Falk, – gjem lidt paa Spotten. –

Paa to Slags Vis et Par kan sætte Bo.

Det grundes kan ved Illusjonskreditten,

Ved Langsigtsvexler paa en evig Rus, –

Paa Permanents [af] Aldren atten–nitten,

Og paa Umulighed af Gigt og Snus; –

Det grundes kan paa rosenrøde Kinder,

Paa klare Øjne og paa lange Haar,

Paa Trygghed for, at aldrig [s]ligt forsvinder,

Og at Parykkens Time aldrig slaar.

Det grundes kan paa stemningsfulde Tanker,

Paa Blomsterflor i Ørkenstøvet tørt,

Paa Hjerter, der, et Livsløb gjennem, banker,

Som da det første Ja blev sagt og hørt.

Hvad kaldes slig Trafik? De Navnet kjender; –

Det kaldes Humbug, – Humbug, kjære Venner!

Falk

Nu skjønner jeg, De er en farlig Frister, –

De, Velstandsmanden, kanske Millionær,

Faksimile

126

Mens Alt, hvad mit i denne Verden er,

Blev baaret bort af to Artillerister.

Guldstad

[(]skarpt.[)]

Hvad mener De med det?

Falk

Det ligger nær;

Thi den solide Grundvold, kan jeg tænke,

Er sagtens Mynt, – Mirakelmidlet Mynt,

Som laaner mangen middelaldersk Enke

Sankt Gjertruds Gyldenglorie til Pynt.

Guldstad

Aa nej, den er dog Noget, som er bedre.

Den er den stille, hjertevarme Strøm

Af venlig Agt, der kan sin Gjenstand hædre,

Saa fuldt, som Jublen i en Ørskedrøm.

Den er en Følelse af Pligtens Lykke,

Af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,

Af Vilje[r]s Bøjning mod hinanden ned,

Af Vaagen for at ingen Sten skal trykke

Den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.

Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,

Den Mandekraft, som bær med villig Rygg,

Den Ligevægt, som rækker gjennem Aarene,

Den Arm, som støtter tro og løfter trygg. –

Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde

Til Deres Lykkes Byggning; svar mig nu.

[(]Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende.[)]

Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!

Vælg mellem os med klar og sindig Hu.

Falk

Og hvoraf ved De –

Guldstad

At De elsker hende!

Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.

Faksimile

127

Sig ogsaa hende det i denne Stund.

[(]trykker hans Haand.[)]

Nu gaar jeg ind. Lad Legen faa en Ende.

Og tør De love mig med Haand og Mund,

At være hende slig en Ven i Livet,

Slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød,

Som jeg kan være det, –

[(]vender sig til Svanhild.[)]

Nu godt, saa skriv et

Udslettningsmærke over det, jeg bød.

Da har jeg sejret, sejret i det [s]tille;

De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.

[(]til[l] Falk.[)]

Og, det er sandt, – De talte før om Mynt;

Tro mig, den er lidt mer, end Flitterpynt.

Jeg staar allene, kjender ingen Kjære;

Alt det, som mit er, det skal Deres være;

De blir som Søn for mig, og hun min Datter.

De ved, ved Grændsen ejer jeg et Brug;

Did flytter jeg, De sætter Disk og Dug,

Og er saa Aaret omme, sees vi atter. –

Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,

Glem ej, at Farten nedad Livets Elv

Er ingen Leg, er ej at nyde, svælge; –

Og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!

[(]gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.[)]

Falk

Du er saa bleg.

Svanhild

Og Du saa stille.

Falk

Ja.

Svanhild

Han var os værst.

Falk

[(]hen for sig.[)]

Han stjal mig [Styrken] fra.

Faksimile

128

Svanhild

Hvor haardt han slog.

Falk

Han vidste godt at ramme.

Svanhild

Det var, som Alt gik under i det Samme.

[(]nærmere ved ham.[)]

Hvor vi vare rige, rige i hinanden,

Da hele Verden havde os forladt,

Da vore Tanker steg, som Slag mod Stranden

Af Bølgebrydning i den stille Natt.

Da var der Sejersmod i vore Sjæle,

Og Lid paa evig Elskov mellem To; –

Han kom med Verdens Gaver, tog vor Tro,

Og planted Tvivl, – og saa forgik det Hele!

Falk

[(]med vild Heftighed.[)]

Riv det af Mindet ud! Alt, hvad han sagde,

Var sandt for [a]ndre, men en Løgn for os!

Svanhild

[(]ryster stille paa Hovedet.[)]

[Det Kornax,], som et Tvivlens Haglslag lagde,

Kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.

Falk

[(]med udbrydende Angst.[)]

Jo, vi To, Svanhild –!

Svanhild

Slipp et Haab, som daarer;

Ifald Du Løgnen saaer, Du høster Taarer.

De [a]ndre, siger Du? Og tror Du ej,

At [h]ver og [e]n har tænkt, som Du og jeg,

At han var den, som turde trodse Lynet, –

Hvem ingen Storm til Jorden kunde slaa,

Hvem Taagebanken fjernt i Himmelsynet

Paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?

Faksimile

129

Falk

De [a]ndre delte sig mod spredte Maal;

Jeg vil din Elskov kun, og den allene.

Se, de forskriger sig i Livets Skraal,

Jeg stillt skal støtte Dig med stærke Grene.

Svanhild

Men dersom den alligevel gik under,

Den Kjærlighed, som skulde bære [a]lt, –

Har Du da det, som endda Lykken grunder?

Falk

Nej, med min Kjærlighed det [h]ele faldt.

Svanhild

Og tør Du helligt love mig for Gud,

At aldrig den, lig visnet Blomst, skal hænge,

Men dufte, som idag, og holde ud

For hele Livet?

Falk

[(]efter et kort Ophold.[)]

Den vil holde længe.

Svanhild

[(]smerteligt,[)]

O, «længe», «længe»; – usle Armodsord!

Hvad gjælder «længe» vel for Kjærligheden?

Det er dens Dødsdom, Meldugg over Sæden.

«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –

Den Sang skal altsaa tie, og isteden

Det lyde skal: Jeg elsked Dig ifjor!

[(]som løftet af en stærk Indskydelse.[)]

Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,

Ej dø med Solgraad bag en Sky i Vest; –

Vor Sol skal slukkes, lig et Luftvidunder,

I Middagsstunden, der den glittrer bedst!

Falk

[(]forfærdet.[)]

Hvad vil Du, Svanhild!

Faksimile

130

Svanhild

Vi er Børn af Vaaren;

Bag den skal ikke komme nogen Høst,

Da Sangerfuglen tier i dit Bryst

Og aldrig længes did, hvor den er baaren.

Bag den skal aldrig noget Vinterdække

Slaa Linet over alle Drømmes Lig; –

Vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,

Skal Sot ej tære paa, ej Ælde svække, –

Dø skal den, som den leved, ung og rig!

Falk

[(]i dyb Smerte.[)]

Og langt fra Dig[,] – hvad blev mig der vel Livet!

Svanhild

Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?

Falk

Et Hjem!

Svanhild

Hvor Lykkens Alf med Døden stred.

[(]med Styrke.[)]

Til[l] Viv for Dig blev Evnen ej mig givet,

˹ F ˺Det ser jeg nu, det føler jeg og ved!

Jeg kunde Elskovs glade Leg Dig lære,

Men tør din Sjæl ej gjennem Alvor bære.

[(]nærmere og med stigende Ild.[)]

Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;

Nu ingen søvnig Døs paa Slappheds Puder!

Giv Alfen Vinger, lad for Sangens Sus

Ham gaa paa Flugt i Flok med unge Guder!

Og er den kantret end, vor Fremtids Baad, –

Et Brett er oven Vande, – jeg ved Raad;

Den kjække Svømmer rækker Paradiset!

Lad Lykken synke, gaa i Graven vaad;

Vor Kjærlighed skal dog, Gud være priset,

Naa sejersfrelst iland ifra Forliset!

Falk

O, jeg forstaar Dig! Men at skilles saa!

Faksimile

131

Just nu, den fagre Verden staar os aaben, –

Her, midt i Vaaren, under Himlen blaa,

Den samme Dag vor unge Pagt fik Daaben!

Svanhild

Just derfor maa vi. Efter denne Stund

Vort Jubeltog gaar nedad Bakke kun!

Og ve, naar engang Regnskabsdagen kommer,

Og naar vi stædes for den store Dommer,

Og naar han kræver, som retfærdig Gud,

Den Skatt han laante os i Livsenshaven –

Da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:

«Den har vi mistet undervejs til Graven!»

Falk

[(]i stærk Besluttning.[)]

Kast Ringen!

Svanhild

[(]ildfuldt.[)]

Vil Du!

Falk

Kast den! Jeg forstaar Dig!

Ja, det er kun paa denne Vej, jeg naaer Dig!

Som Grav er Vej til Livets Morgenskjær,

Saa er og Elskov først til Livet viet,

Naar løst fra Længsler og fra vild Begjær

Den flyer til[l] Mindets Aandehjem befriet!

Kast Ringen, Svanhild!

Svanhild

[(]jublende.[)]

Jeg har løst min Pligt!

Nu har jeg fyldt din Sjæl med Lys og Digt!

Flyv frit! Nu har Du Dig til Sejer svunget, –

Nu har din Svanhild Svanesangen sunget!

[(]tar Ringen af og trykker et Kys paa den.[)]

Til[l] Verdens Fald imellem Havets Siv

Dukk ned, min Drøm, – Dig offrer jeg isteden!

[(]gaar et Par Skridt opover, kaster Ringen ud i Fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret Udtrykk.[)]

Faksimile

132

Nu har jeg mistet Dig for dette Liv, –

Men jeg har vundet Dig for Evigheden!

Falk

[(]stærk.[)]

Og nu til[l] Dagens Gjerning hver for sig!

Paa Jorden krydses aldrig mer vor Vej.

Hver gaar til[l] sit, hver strider uden Klage.

Vi smittet var af Tidens Feberdamp;

Vi vilde Sejrens Løn foruden Kamp,

Sabbatens Fred foruden Virkedage,

Skjønt Kravet er at kjæmpe og forsage.

Svanhild

Men ikke sygt.

Falk

Nej, nej, – med Sundheds Mod.

Os truer ingen Flom[] af Straffens Flod;

Det Minde, vi To har for Livet arvet,

Skal straale smukt fra mørke Skyer ud,

Og staa som fagrest Regnbue, syvfold farvet, –

Som Pagtens Tegn imellem os og Gud.

I Skjær af det Du gaar til[l] stille Pligter –

Svanhild

Og Du gaar opad mod dit Maal som Digter!

Falk

Som Digter; ja, thi det er hver den Mand,

I Skolestue, Thingsal eller Kirke,

Hver den, i Højheds som i Ringheds Stand,

Der øjner Idealet bag sit Virke.

Ja, opad gaar jeg; Flugtens Hest er sadlet;

Jeg ved, min Gjerning er for Livet adlet!

Og nu, Farvel!

Svanhild

Farvel!

Faksimile

133

Falk

[(]favner hende.[)]

Et Kys!

Svanhild

Det sidste!

[(]river sig løs.[)]

Nu kan jeg glad for dette Liv Dig miste!

Falk

Om alle Lys i Verden slukkes ud, –

Lystanken lever dog; thi den er Gud.

Svanhild

[(]fjerner sig mod Baggrunden.[)]

Farvel!

[(]gaar videre.[)]

Falk

Farvel! – Jeg raaber glad endda –

[(]svinger Hatten.[)]

Guds fagre Kjærlighed paa Jord, Hurra!

[(]Døren aabnes. Falk gaar over mod Højre; de Unge blandt Gjæsterne kommer ud under Latter og Glæde.[)]

De unge Piger

Til[l] Dans i Haven!

En Enkelt

Livet er at danse!

En Anden

En Vaardags Blomsterdans med friske Kranse!

Nogle

Ja, danse, danse!

Alle

Ja, og aldrig standse!

[(]Styver kommer med Straamand under Armen. Fru Straamand og Børnene følger efter.[)]

Styver

Ja Du og jeg er Venner fra idag.

Straamand

Og jeg og Du vil slaa for fælles Sag.

Faksimile

134

Styver

Naar begge Statens Magter slaar sig sammen –

Straamand

Blir Resultatet [a]lles –

Styver

[(]hurtigt.[)]

Tarv!

Straamand

Og Gammen.

[(]Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og Frøken Skjære, samt Resten af Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens
Øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig Studsen. da man ser dem hver for sig.[)]

Frøken Skjære

[(]mellem Tanterne, slaar Hænderne sammen.[)]

Hvad? Sig mig om jeg drømmer eller vaager!

Lind

[(]som Intet har mærket.[)]

Jeg faar vel hilse paa min nye Svoger.

[(]han[,] tilligemed flere af Gjæsterne[,] nærmer sig Falk, men farer uvilkaarligt et Skridt tilbage ved at se paa ham,
og udbryder:[)]

Hvad er der hændt med Dig? Du har, som Janus,

To Ansigter!

Falk

[(]med et Smil.[)]

Jeg raaber, som Montanus,

Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed Øjet;

Flak, som [et Fladbrød] [;] – er I nu fornøjet!

[(]gaar raskt ud til Højre.[)]

Frøken Skjære

En Kurv!

Tanterne

En Kurv[?]

Fru Halm

Hys, lad det bli fortiet!

[(]gaar opover til Svanhild.[)]

Faksimile

135

Fru Straamand

[(]til Præsten.[)]

Tænk Dig, en Kurv!

Straamand

Men er det muligt[?]

Frøken Skjære

Ja!

Damerne

[(]fra Mund til Mund.[)]

En Kurv! En Kurv! En Kurv!

[(]de samler sig i Klynge længere inde i Haven.[)]

Styver

[(]som forstenet.[)]

Hvad? Har han friet?

Straamand

Ja tænk Dig, Du! Han lo af os, ha, ha, –

[(]de ser maalløse paa hinanden.[)]

Anna

[(]til Lind.[)]

Naa, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!

Lind

[(]omfavner og kysser hende.[)]

Hurra, nu er Du min i alle Dele!

[(]de gaar opover i Haven.[)]

Guldstad

[(]ser tilbage mod Svanhild.[)]

Her er nok Noget brustet i en Sjæl;

Men det, som endnu lever, vil jeg hele.

Straamand

[(]faar Mælet igjen og omfavner Styver.[)]

Nu kan Du trøstig blive ved at være

Forlovet med din elskte Frøken Skjære!

Styver

Og Du kan skue gladelig din Slægt

Forøget aarligaars med unge Straamænd!

Faksimile

136

Straamand

[(]gnider sig fornøjet i Hænderne og ser ud efter Falk.[)]

Det var tilpass for ham, den frække Knægt; –

Saa skal de ha’e det, disse kloge Spaamænd!

[(]de gaar opover i Samtale, idet Fru Halm nærmer sig med Svanhild.[)]

Fru Halm

[(]dæmpet og ivrig.[)]

Og [i]ntet binder Dig?

Svanhild

Nej, [i]ntet binder.

Fru Halm

Nu godt; saa kjender Du en Datters Pligt –

Svanhild

Raad over mig.

Fru Halm

Takk, Barn.

[(]med et Tegn mod Guldstad.[)]

Han er et rigt

Parti, og naar der [i]ntet er til[l] Hinder –

Svanhild

Jo, [e]t forlanger jeg ved denne Pagt:

At flytte bort –

Fru Halm

Det er jo just hans Agt.

Svanhild

Og Frist –

Fru Halm

Hvorlænge da? Husk, Lykken kalder.

Svanhild

[(]smiler stille.[)]

Aa, ikke længe; blot til[l] Løvet falder.

[(]hun gaar henimod Altanen; Fru Halm opsøger Guldstad.[)]

Faksimile

137

Straamand

[(]mellem Gjæsterne.[)]

Et, kjære Venner, har vi lært idag:

Om Tvivlsmaal tidt os haardelig belejrer,

Saa vinder over Slangen Sandheds Sag,

Og Kjærligheden sejrer.

Gjæsterne

Ja, [ den ] sejrer[!]

[(]de omfavnes og kysses parvis. Udenfor tilvenstre høres Latter og Sang.[)]

Frøken Skjære

Hvad er nu det?

Anna

Studenterne!

Lind

Kvartetten,

Som gaar tilfjelds[;] – og jeg, som rent har glemt

At sende Afbud –

[(]Studenterne kommer ind fra Venstre og blir staaende ved Indgangen.[)]

En Student

[(]til Lind.[)]

Her er vi paa Pletten!

Fru Halm

Saa det er Lind, De søger?

Frøken Skjære

Det er slemt;

Han er forlovet nu –

En Tante

Saa De kan skjønne,

Han [i]ntet har at gjøre i det [g]rønne.

Studenten

Forlovet!

Alle Studenterne

Gratulerer!

Faksimile

138

Lind

Mange Takk.

Studenten

[(]til Kammeraterne.[)]

Der ligger altsaa Sangerskuden bakk.

Hvad gjør vi nu? Vi mangler vor Tenor.

Falk

[(]der kommer fra Højre, sommerklædt, med Studenterhue, Skræppe og Stav.[)]

Den synger jeg i Norges Ungdoms Kor!

Studenterne

Du, Falk! Hurra!

Falk

Tilfjelds, i Guds Natur,

Som Bien jager fra sit Vinterbur!

Jeg har en dobbelt Sangbund i mit Bryst,

En Langelek med underspundne Strenge,

Med tvefold Klang, en høj for Livets Lyst,

Og en, som dirrer under, dybt og længe.

[(]til Enkelte mellem Studenterne.[)]

Du har Paletten? – Du Papir til Noder?

Godt; sværm da, Biflok, i det grønne Løv,

Hjem bær vi engang Hjemmets Blomsterstøv

Til Kubens Dronning, til vor store Moder!

[(]henvendt til Selskabet, idet Studenterne gaar og Koret fra første Akt istemmes dæmpet udenfor.[)]

Tilgiv mig Alt, det Større, som det Mindre.

Jeg [i]ntet huske vil;

[(]sagte[)]

men [a]lt erindre.

Straamand

[(]i overstadig Glæde.[)]

Pyt, nu er Lykkepotten atter hel!

Min Kone har et Haab, et sødt, forjættende –

[(]trækker ham hviskende tilside.[)]

Nys hun betrode mig, den kjære Sjæl –

[(]uhørligt imellem.[)]

Hvis Alt gaar godt . . . til[l] Mikkelsdag . . . det Trettende!

Faksimile

139

Styver

[(]med Frøken Skjære under Armen, vender sig til[l] Falk, smiler hoverende og siger, idet han tyder mod Præsten[:] [)]

Jeg faar de hundred Daler, sætter Bo –

Frøken Skjære

[(]nejer ironisk.[)]

Ved Juletider kaster jeg min Pigekjole.

Anna

[(]ligesaa, idet hun tar Kjærestens Arm.[)]

Min Lind blir her, lar Troen være Tro –

Lind

.
[(]dølger sin Forlegenhed.[)]

Og søger Plads som Lærer paa en Pigeskole.

Fru Halm

Jeg øver Anna op i alskens Dueligheder –

Guldstad

[(]alvorlig.[)]

Jeg gaar til Arbejds med et bramfrit Digt –

Om [e]n, som lever for en hellig Pligt.

Falk

[(]med et Smil ud over Mængden.[)]

Og jeg gaar opad – til[l] en Fremtids Muligheder!

Farvel!

[(]dæmpet til Svanhild[)]

Gud signe Dig, min Livsvaars Viv; –

Hvor langt jeg gaar, skal dog min Gjerning naa Dig!

[(]svinger Huen og følger Studenterne.[)]

Svanhild

[(]ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk.[)]

Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;

Nu falder Løvet; – lad nu Verden faa mig.

[(]I dette Øjeblik spilles op til[l] Dans ved Pianoet, og Champagnen knalder i Baggrunden. Herrerne flyver om
mellem hverandre med sine Damer under Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun
farer et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og den nærmeste Familje, som

Faksimile

140

spændt har iagttaget Scenen, iler til og omringer dem under høj Glæde, der overdøves af Musikken og
Munterheden blandt de Dansende længere inde i Haven.[)]

[(]Men langt oppe fra Landet, og klingende igjennem Dansemusikken, lyder kraftigt og kjækt[:)]

Kor af Falk og Studenterne

Og har jeg end sejlet min Skude paa Grund,

O, saa var det dog dejligt at fare!

De Fleste paa Scenen

Hurra!

[(]Dans og Jubel; Tæppet falder.[)]

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: